Velfærd er ikke en entydig formel

Richard Sandbæk, fmd., Teknikudvalget, medlem af Økonomi-udvalget, skriver i Det Grønne Område den 28. oktober 2023

Jeg er imponeret over, at vi er så mange ansvarlige partier og at vi uanset politisk ståsted og ikke mindst bagland kan blive enige om et svært budget for os alle.

En af de store knaster var ændring af skoledistrikter, som er en sag hvor det gælder om at udnytte eksisterende kapacitet optimalt og i øvrigt en beslutning som var en del af budgetforliget.

Skoledistrikter giver altid anledning til drøftelser blandt os i kommunalbestyrelsen og blandt forældre. Jeg kan i den forbindelse give lidt historisk sammenhæng til at skoler altid giver voldsomme debatter, da det i 1909 var årsagen til oprøret i Taarbæk og hvor diskussion om tilknytning til Lyngby sogn kom op, idet Engelsborg fik en skole til kr. 160.000 og Taarbæk Skole fik en kakkelovn til 1 krone og 65 øre og efter mange ophedede drøftelser kom kommunen til at hedde Lyngby-Taarbæk.

Velfærd kan dække over mange ting afhængig af hvor man som person og familie er i livet.

Er man en børnefamilie kan det være daginstitutioner og skoler. Er man ældre borger kan det være et spørgsmål om hjemmepleje og plejehjem. Men velfærd kan jo også være gode veje, fortove, masser af grønne områder, biodiversitet/klima og ja velfærd kan også være ikke at lave skattestigninger, det er i disse tider dyrt nok at være borger med inflation, stigende renter og takststigninger.

Borgernes forventninger til velfærd og kommunal service i det hele taget er blevet markant større de senere år. Den slags har en naturlig opdrift, og de kommende generationer af ældre og unge har ikke mindre, men flere forventninger til service og ydelser fra det offentlige. Men virkeligheden går desværre i den modsatte retning. Både på grund af økonomiske ressourcer og på grund af mangel på personale og her bliver man ofte som kommunalpolitikker holdt som gidsel af Folketing/Regering uanset hvilken politisk fløj vi tilhører.

Fremover vil vi ikke nødvendigvis have samme retskrav på velfærdsydelser, som vi har i dag. Så man kan sige:” rettigheder på et papir, har jo kun en værdi, hvis der er et velfærdssamfund, hvor der er muskler nok, og der er medarbejdere nok. Og vi mangler faktisk begge dele,”

Når Regeringen nu river forhænget væk for det nuværende velfærdssamfund og erkender, at vi er nødt til at udfordre de gældende rammer, regler og systemer, så er det en god begyndelse. Men det kræver handling og ikke bare ”ord”, så vi som kommunalbestyrelse kan handle.

Så vi får fortsat vores sag for, men her har jeg stor tillid til, at vi med det samarbejde vi har i kommunalbestyrelsen nok skal finde løsninger med respekt for at velfærd ikke er en entydig definition.