I stedet for at genere de unge med regler, der putter dem i kasser, burde vi motivere dem til andre valg

Kommentar i Berlingske den 1. maj 2022 af Sofia Osmani

Rød blok og DF stjæler de unges drømme. Det var overskriften på et indlæg om elevfordelingsaftalen for gymnasierne, som jeg skrev her i avisen i juli sidste år.

Siden har Dansk Folkeparti forladt aftalen og returneret drømmene – tak for det. Desværre står et flertal stadig bag elevfordelingen, om end De Radikale har fået foretaget nogle mindre justeringer. Justeringer, der betyder, at den maksimale transporttid reduceres fra 60 til 45 minutter, og at andelen af unge i region Hovedstaden, der ikke får deres ønske opfyldt, ændres ifølge regerings egne tal, fra 13 til 12 procent! Men desværre ikke ændringer, der opfylder lige så mange ønsker som i dag, eller som gør op med princippet om, at unge mennesker skal proppes i kasser og tvangsfordeles afhængig af deres forældres indkomst.

Hele øvelsen med den nye elevfordelingsaftalen tager sit udspring i en bekymring for, at nogle få gymnasier har fået en elevsammensætning, der resulterer i det, regeringen betegner som et parallelsamfund. Det er naturligvis problematisk og bekymrende. Jeg er dog alligevel modstander af den valgte løsning, for risikoen er, at færre gennemfører en ungdomsuddannelse, når ikke de kan følges med kammeraterne til det lokale gymnasium.

Under en debat om emnet på DR fremførte min moddebattør, at problemet er opstået til trods for en række gode tiltag for at tiltrække andre elevgrupper, til trods for gode faglige resultater på de berørte gymnasier – og endelig, at den bekymrende elevsammensætning ikke er et produkt af beboersammensætning i gymnasiets eget lokalområde. Den er derimod resultat af et aktivt tilvalg, hvor unge tosprogede drages fra et større geografisk opland mod de samme få gymnasier, der så fravælges af de lokale unge.

Man kan mene, at den analyse netop bekræfter behovet for elevfordelingsaftalen, men man kunne også (som jeg) mene, at den netop viser, at elevfordelingsaftalen ikke løser det underliggende problem. Fremfor et tvangssystem, bør vi være mere nysgerrige om de bagvedliggende årsager og spørge, hvorfor en gruppe unge føler et stort ønske og behov for at gå på et gymnasium, hvor elevsammensætningen ikke tilnærmelsesvis afspejler det danske samfund? Og hvad der skal til, for at andre gymnasier aktivt og frivilligt tilvælges? For det at begrænse de unges valg ud fra deres forældres indkomst vil næppe øge hverken sammenhængskraften i samfundet eller sandsynligheden for, at flest muligt gennemfører en ungdomsuddannelse.

I stedet for at genere alle unge med regler, der putter dem i kasser med etiketterne ’rig’, ’middel’ og ’fattig’, må det være muligt at motivere de unge til selv at træffe andre valg. For eksempel ved at øge optaget på alle de mange gymnasier, der ikke har en skæv elevsammensætning – og belønne gymnasierne, hvis det lykkes at rekruttere bredt.

Vi skal kort sagt skabe nye drømme. Drømme der rummer et aktivt tilvalg af det store fællesskab – uden tvang. Men det er naturligvis en langt vanskeligere øvelse end at flytte rundt på børn og unge i et regneark.