Vi vil have mere skov i kommunen, men reglerne betyder, at træerne er trængt

Sofia Osmanis skriver i Berlingske mandag den 11. november 2024

Regeringen har en ambitiøs plan om at rejse 250.000 hektar ny skov. En del af det nye skovareal skal etableres som bynær statsskov. I Lyngby-Taarbæk, hvor naturkapitalen allerede er i top, vil vi gerne bidrage til at indfri regeringens ambition.

Selvom det i en kommune, der i forvejen er dækket af skov, å og søer, kan være ganske svært at finde ledige kvadratmeter til flere træer, så har vi fundet områder, der uden de helt store udfordringer kan rumme cirka fire hektar ny statsskov. Til glæde for nuværende borgere, grundvandet, naturen, klimaet og fremtidige generationer.

Og så skulle man tro, at alt var godt.

Sådan er det bare ikke helt. For ønsket om at øge mængden af skov har flere benspænd – regler som gør, at træerne er trængt.

Størst er det bespænd, der hedder skovbyggelinjer. En offentligt ejet skov kaster nemlig en 300 meter skovbyggelinje af sig, der som udgangspunkt forhindrer byggeri tættere end 300 meter fra skovbrynet. En beskeden skov på fire hektar (200 gange 200 meter) vil på grund af skovbyggelinjen betyde, at et areal på over 50 hektar skal friholdes for enhver form for byggeri!

Findes der allerede ved skovens rejsning en lokalplan eller eksisterende byggeri, er normal praksis, at Miljøstyrelsen – efter ansøgning – kan reducere skovbyggelinjen til cirka 30 meter.

»Selvom jeg har forståelse for, at skovbyggelinjer skal beskytte vores natur, så bliver de i forhold til ny skovrejsning en forhindring, der i sidste ende blokerer for ønsket om mere skov. Og så er der jo slet ikke noget at beskytte!« skriver Sofia Osmani.

Det er stadig meget, når skoven grænser op til by og bynære områder. Er arealet omkring den nye skov derimod ikke lokalplanlagt, ja så kan skovbyggelinjen ikke forlods reduceres. Og der er ingen garantier for, at skovbyggelinjen i fremtiden vil blive reduceret, hvis behovet opstår.

Vi risikerer dermed at afskære os selv og kommende generationer fra at kunne bygge i et meget stort område, hvis vi indvilger i at rejse selv en beskeden statsskov. Det gælder alt fra et haveskur og en udestue til byggerier af almen karakter, så som et dagtilbud eller et plejehjem.

I sidste ende kan Folketingets egne regler om skovbyggelinjer dermed blive en hæmsko for en ellers sympatisk og rigtig strategi om mere skov – også i bynære områder.

Det mener jeg er problematisk, for selvom jeg har forståelse for, at skovbyggelinjer skal beskytte vores natur, så bliver de i forhold til ny skovrejsning en forhindring, der i sidste ende blokerer for ønsket om mere skov. Og så er der jo slet ikke noget at beskytte!

Regeringen er på vej med en lovændring, som ophæver ministerens mulighed for at reducere skovbyggelinjen. Målet synes dermed ikke at være mere skov, men derimod færre administrative opgaver i staten.

Tiltrængt, men ikke en løsning på det aktuelle problem. Mit ønske er derfor, at regeringen, når nu man alligevel er i gang med at redigere i paragrafferne, benytter lejligheden til at fjerne de snubletråde, der gør det svært for tæt bebyggede kommuner som Lyngby-Taarbæk at bidrage til at indfri ambitionen om skovrejsning.

Første skridt kunne være at gøre op med, at selv ganske små skovstykker skal behandles, som var det Rold Skov.

Hvis man vil have bynær skov, må man også lade byen komme skoven nær.