Endnu en udligningsreform
Sofia Osmanis skriver i Berlingske lørdag den 12. oktober 2024
Det er kun fire år siden den sidste udligningsreform blev vedtaget. Dengang fik Lyngby-Taarbæk – og ikke mindst vores naboer mod nord og syd – endnu engang en ekstraregning.
Siden er regningen steget støt. For de underliggende mekanismer, der trækker fra og lægger til, ændrer tallene år for år i et uigennemskueligt spil, der sammen med de nye ejendomsvurderinger flytter millioner hurtigere, end man kan nå at stave til »kommuneaftale«.
At det kan få efterspørgslen på en ny udligningsreform til at stige, er ikke overraskende – jeg kan også selv se både urimeligheder og uhensigtsmæssigheder i systemet, som jeg gerne så fikset. Min erfaring siger mig bare, at det sjældent er de nordsjællandske kommuners perspektiv, der kommer i fokus, når en udligningsreform gennemføres. Tværtimod.
Derfor løber det mig også koldt ned ad ryggen, når regeringen vil »foretage »dybdegående analyser« med henblik på at forberede »også større ændringer« af udligningssystemet.«
For erfaringen siger mig, at en sådan analyse har et eneste formål: at sende en endnu større regning til netop mine og de omkringliggende kommuners borgere. En regning, der alene i Lyngby-Taarbæk ender på 968 millioner kroner i 2025. Og en regning, der hverken forholder sig til borgernes leveomkostninger eller sammenhængen mellem den skat, der betales, og den service, der modtages i den enkelte kommune.
I forhold til det første, så virker det både ulogisk og urimeligt, at en folkeskolelærer, en servicemedarbejder eller en pædagog i en kommune som Lyngby-Taarbæk har færre penge mellem hænderne, når husleje og skat er betalt, end deres tilsvarende kolleger rundt om i de kommuner, vi betaler udligning til. Vi vil jo også gerne have, at de kan bo her hos os.
I forhold til det andet, så er det svært at forklare, at de ganske mange penge, der betales i kommuneskat og grundskyld til egen kommune, ikke afspejler et tilsvarende højt serviceniveau.
I 90 af landets kommuner får borgerne mere service end de gennem de kommunale skatter betaler for – de er netto modtagere af bloktilskud og udligning. Kun i otte kommuner ser regnestykket omvendt ud. Her betaler borgerne mere i skat til deres hjemkommune, end de får service for.
Ovenstående skal ikke ses som indlæg imod en udligningsordning – det er både rigtigt og nødvendigt, at alle kommuner har mulighed for at levere en rimelig service. Og dermed også nødvendigt, at der sker en udligning. Det, jeg opponerer imod, er kriterierne, omfanget, den manglende forudsigelighed og gennemsigtigheden af systemet.
Jeg håber derfor, at regeringens »dybdegående analyser« denne gang forholder sig til både de kommunale udgiftsbehov, borgernes indtægter OG borgernes rådighedsbeløb. At udligningen gøres tydelig og transparent, så enhver borger ved, om den skat, de betaler, går til egen eller andres kommune. Og at udligningen bliver mere forudsigelig, så vi I kommunerne ved, hvad vi kan forvente.
Jeg tvivler dog på, at mine ønsker bliver indfriet – og indstiller mig i stedet på flere ubehagelige kuldegysninger frem mod endnu en udligningsreform.