Vi kan være stolte af elevernes trivsel

Martin Vendel Nielsen

Debatindlæg i Det Grønne Område – 01. april 2020

af Martin Vendel Nielsen

Næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget

Medlem af Byplanudvalget

Medlem af VUC LYNGBY & HF’s bestyrelse

Medlem af Integrationsrådet i Lyngby-Taarbæk Kommune

 

Debatten om folkeskolen er især præget af spørgsmålet om faglighed, herunder hvor dygtige eleverne er i de forskellige fag, og hvilke resultater de opnår på tværs af kommuner og skoler i de nationale tests og ikke mindst ved folkeskolens afgangsprøve. Sjældnere handler debatten om trivsel, selvom god trivsel er alfa og omega for at opnå gode faglige resultater.

Det glæder os derfor at se, at der forsat er gode takter i den seneste elevtrivselsmåling, som er gennemført på samtlige folkeskoler i Lyngby-Taarbæk Kommune. Skolerne og skolebestyrelserne arbejder nu videre med resultaterne såvel på klasseniveau som på skoleniveau.

Det er glædeligt, at indskolingseleverne (0.-3. klasse) ligger over det gennemsnitlige landsresultat, hvad angår trivsel. De er for eksempel glade for at gå i deres klasse, og de er glade for deres lærere.

Hvad angår eleverne fra 4.-9. klasse, som er blevet spurgt til social trivsel, faglig trivsel, oplevelse af støtte og inspiration i undervisningen samt oplevelsen af ro og orden i klassen, er resultaterne også gode. Elevernes sociale trivsel, faglige trivsel samt ro og orden ligger højere end såvel landsgennemsnittet, som nabokommunernes resultater.

Resultaterne er udtryk for, at eleverne er tilfredse med skolerne og det, som de engagerede lærere skaber hver dag: gode og stærke sociale rammer og god undervisning. Det er så op til os politikere at bidrage til en fortsat god udvikling.

Det har vi gjort ved også at fortsætte med at forbedre de fysiske rammer. Renoveringen af skoletoiletterne på Hummeltofteskolen, Fuglsanggårdsskolen og Engelsborgskolen er på trapperne. Renoveringen af Lundtofte Skole og ny legeplads på Taarbæk Skole er besluttet sidste år, og senest har kommunalbestyrelsen vedtaget en plan for renovering og udbygning af Engelsborgskolen samt afsat penge til legepladser på Virum Skole og Den Grønne Legeplads.

Men Konservative ønsker ikke at stoppe her. Vi vil skolerne, og gør, hvad vi kan, for, inden for de fastsatte økonomiske rammer, at skabe grundlag for fortsat høj trivsel hos eleverne.

Det er positivt, at der i kommunalbestyrelse er bred enighed om at fortsætte dette arbejde.