Kulturstrategien er endelig vedtaget
af Mette Schmidt Olsen
Formand for Kultur- og Fritidsudvalget
Medlem af Børne- og Ungdomsudvalget
Medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
Den har været længe undervejs, men nu er Kulturstrategien endelig blevet vedtaget af kommunalbestyrelsen. Arbejdet med strategien blev påbegyndt i sidste periode. Da perioden var ved at udløbe, og strategien ikke lige var på trapperne, valgte det gamle Kultur- og Fritidsudvalg at lade et nyt udvalg gøre arbejdet færdigt. Det er vi glade for! Resultatet af processen – hvor mange forskellige aktører er blevet inddraget – er noget, vi godt vil være bekendt. Visionen lyder helt enkelt: Et liv med kultur. Under den fordeler målene sig i 3 fokusområder – Enestående kulturoplevelser, Aktive kulturdeltagere og Inspirerende kulturomgivelser.
Udgangspunktet har hele tiden været, at Lyngby-Taarbæk allerede i dag rummer mange attraktive kulturtilbud, en omfattende kulturhistorie og mange muligheder for at inddrage kommunens borgere i kulturen. Både som tilskuere, udøvere og formidlere. Strategien er derfor også rettet mod at udvikle disse, bringe dem sammen og sætte en tydeligere fælles retning. Med øje for kvalitet, bredde og variation og med tilbud til alle aldre.
Men alt dette er jo bare ord. Det spændende arbejde med at omsætte strategien til handlinger til glæde og fornøjelse for os alle skal først til at gå i gang. Det kan f.eks. betyde en renovering af Sophienholm, mere kunst i byrummet og andre spændende ting, som vi nu skal i gang med at beslutte. Så det er nu, vi i Kultur – og Fritidsudvalget for alvor trækker i arbejdstøjet.