Borgmesterens nytårsudtalelse
Det Grønne Område – 31. december 2020
Af Sofia Osmani, borgmester (K), Lyngby-Taarbæk
Sikke et år! Jeg er næppe den eneste, der glæder mig til, at 2020 bliver et kapitel i historiebøgerne fremfor den hverdag, vi skal navigere i. For end ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig et år som det, der nu går på hæld.
Da jeg i 2019 skrev en tilsvarende hilsen, var min største bekymring for 2020 den forestående udligningsreform. Den blev nogenlunde så ubehagelig for kommunen som forventet – og udløser desværre en skattestigning i 2021. Det er jeg rigtig ærgerlig over.
Men selv den udfordring blegner i den tunge skygge fra Covid-19.
For 2020 blev året, hvor ord som værnemidler, selvisolation og socialdistancering blev en del af hverdagen – og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der er ved at være godt træt af dem.
Fra forårets totale nedlukning over sommerens restriktioner og til den delvise nedlukning vi står med nu, har vi alle lidt afsavn.
De ældre på vores plejehjem og borgere på sociale institutioner er blandt de hårdest ramte – for det er svært, når familie og venner pludselig ikke må komme på besøg.
Men også mange hjemmeboende ældre oplever en øget ensomhed. Ligesom vores børn og unge har mistet værdifuld undervisning – og mindst lige så bekymrende har lidt sociale afsavn.
Mange familier har oplevet at stå med både børn og arbejde på privatadressen. Nogle har mistet deres job, og en række frontmedarbejdere er hver dag gået på arbejde under vanskelige vilkår. Det har ikke været nemt for nogen, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle for at stå 2020 igennem!
Imponeret og stolt
Jeg har på nærmeste hold oplevet, hvordan medarbejderne i kommunen har været omstillingsparate og klar til at tage fat – også når retningslinjerne igen og igen er blevet ændret med kort varsel.
Og jeg er imponeret og stolt af at stå i spidsen for så engagerede medarbejdere, der velvilligt har løftet både vante og helt uvante arbejdsopgaver. Som for eksempel de medarbejdere fra andre fagområder, der i forårets nedlukning tog tjansen som legetøjsvaskere i vores dagtilbud.
Samme fællesskabsånd, ved jeg også, er udvist mange andre steder – ikke mindst i de private virksomheder og erhverv, hvor skiftende hjælpepakker, retningslinjer og usikkerhed har skabt ekstra opgaver og bekymringer, men hvor der det til trods alligevel bliver udvist engagement og overskud.
Det giver anledning til optimisme, taknemmelighed og lys i mørket.
De gode oplevelser
Og selv om det har været specielt at være så meget hjemme, så har det for mig personligt også givet gode oplevelser.
Ganske vist savner jeg at komme ud og besøge vores institutioner og virksomheder og møde jer alle sammen, men jeg har også oplevet noget så sjældent som tre måneder med aftensmad hjemme med familien. Hver eneste aften – uden én eneste undtagelse! Den ro håber jeg også, at andre har oplevet og nydt.
Det ændrer dog ikke på de mange udforinger.
Og vi står også i 2021 over for en stor opgave.
Vi skal holde fast i mange af de restriktioner og anbefalinger, der er udstukket for at holde smittetrykket nede til trods for, at vi alle er godt coronatrætte.
Og vi skal, når vaccinationerne er givet, og restriktionerne falder bort, have samlet op på alt det, der gled i baggrunden under pandemien.
Optimisme
Som kommune får vi en stor opgave med at genskabe trivsel og optimisme. Præcis som vi får en opgave med at indhente de opgaver, der ikke blev løst, fordi Covid-19 har krævet konstant omstillingskapacitet, aflysninger og nye rutiner.
Jeg er dog fuld af fortrøstning.
For hvis der er en ting 2020 har vist, så er det, at vi har engagerede, dygtige medarbejdere, der ikke er blege for at yde en ekstra indsats. Og at vi har borgere, der ligeledes tager ansvar og gør en kæmpe indsats.
Både privat, i arbejdssituationen og i civilsamfundet, hvor også vores klubber, foreninger og frivillige aktører har måtte sadle om på grund af Covid-19. Tak til jer alle.
Sammen er jeg sikker på, at 2021 kan blive et år, der efter en hård start vil bringe glæde og optimisme.
Meget at glæde sig til
Og der er heldigvis meget, vi kan glæde os til i 2021.
Både de store læringscentre, LIFE og H.C. Ørsted gymnasiet, forventes at slå dørene op. To institutioner, der understøtter børn og unges læring og motivation indenfor de teknisk-naturvidenskabelige fag. Hvem ved, måske det er her fremtidens vaccineudviklere tager deres første skidt?
Jeg glæder mig i hvert fald til, at byggerierne står færdige, og vores børn og unge kan bydes indenfor.
Også vores kulturhistorie står til at få et løft i 2021, hvor de nye ejere går i gang med renoveringen af det gamle landbrugsmuseum på Kongevejen, ligesom Fortunfortet sikres ved hjælp af en flot fondsdonation, og vores fredede rådhus påbegynder den renovering, der nok burde være igangsat for 10 år siden, og som blandt andet vil give et rimeligt arbejdsmiljø for vores medarbejdere og en besparelse på huslejen på T12 (Toftebæksvej 12,red.).
Og inden nogen så tænker, at det var bedre at bruge pengene på børn og ældre, end gamle huse, så er det vigtigt at sige, at alternativet til at renovere er at bygge nyt.
Og at vi sideløbende med renoveringen af rådhuset har afsat over 1 milliard kr. til renovering og nybyggeri på skoler og dagtilbud over de kommende 10 år gennem en langsigtet investeringsplan for anlæg.
Lyngby Centrum
I 2021 har vi også en ambition om at udarbejde en helhedsplan for Lyngby Centrum, og ønsket er, at vi også får borgernes input med i planerne.
For Lyngby Centrum er hele kommunens (og omegnens) bankende handelshjerte. Hvad vi gør her, har betydning for os alle. Gravearbejder i byen og Covid-19 konsekvenser giver udfordringer, som vi sammen skal finde veje til at overvinde, så vi også fremover har et bycentrum, der er værd at besøge.
Debatten om fremtidens Lyngby Centrum glæder jeg mig til. Præcis som jeg glæder mig til at vedtage og arbejde med kommunens bæredygtighedsstrategi – og til at se resultaterne af det ekstra fokus, vi i det netop vedtagne budget har sat på biodiversitet og grønne vejrabatter. Og der er meget mere på programmet i 2021.
Jeg satser på en god og langsigtet løsning på de private fællesveje, på nye kulturelle tiltag, forsat udvikling af skoler, dagtilbud og ældrepleje og en hel bunke andre spændende opgaver.
Valgåret 2021
Endelig er 2021 også et valgår.
Her ser jeg frem til gode debatter med både mine politiske kollegaer og borgerne.
Valget er en demokratisk fest og en lejlighed til at måle og veje de resultater og beslutninger, vi som politikere har skabt.
Men det er også en lejlighed til at se frem og vurdere de ambitioner og ønsker, vi hver især har for vores kommune. Jeg håber, at debatten bliver god og konstruktiv. Præcis som det politiske samarbejde har været i den forgangne periode.
Til trods for et vanskeligt 2020 og en hård start på 2021, går jeg alt i alt nytåret i møde med optimisme.
Og jeg håber, at også I derude kan finde optimismen frem.
Sammen kan vi gøre 2021 til et godt og spændende år og Lyngby-Taarbæk til en endnu bedre kommune at bo i.
Pas på jer selv og hinanden – og rigtig godt nytår til jer alle.