Forældrene bliver taberne i ny finanslov

Magnus von Dreiager skriver i Det Grønne Område den 16. januar 2021

I den nye finanslov indgået af den socialdemokratiske regering, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet blev man enige om at forbyde etableringen af flere nye private daginstitutioner, samtidig med de nuværende ikke må trække noget overskud ud. Heldigvis får de nuværende institutioner lov til at fortsætte, men det er alligevel en trist beslutning.

Taberne i dette spil er nemlig forældrene og deres ret til selvbestemmelse og det frie valg.

I Lyngby-Taarbæk har vi flere private daginstitutioner, som mange forældre har haft glæde af igennem tiden. Aftalen er desværre et ideologisk korstog mod, at private initiativtagere må løse nogle opgaver på velfærdsområdet. Hvem ved? Måske bliver det næste ældreområdet.

Rundtom i Danmark går titusinder af glade børn i en privat daginstitution. Det kan der være mange forskellige grunde til.

Alt lige fra geografiske til, at nogle private tilbud har et særligt fokus, som de offentlige ikke har. S

om konservativ synes jeg også, at det er velfærd, når man som forældre selv kan vælge, hvor ens børn skal gå i institution.

De private tilbud skal ikke ses som en konkurrent til de offentlige, men som et supplement til de forældre som ønsker noget andet, end det offentlige kan tilbyde.

Regeringen prøver at tegne et skræmmebillede af de private institutioner, der tjener styrtende med penge og trækker dem alle ud til sig selv. I virkeligheden er de ledet af ildsjæle, som elsker at arbejde med børn.

Det frie valg for forældrene har lidt et stort nederlag, og mens Socialdemokratiet fejrer det som en stor sejr, så står forældrene og børnene tilbage som de store tabere.