En midterregering er ikke nødvendig for et bredt samarbejde
Kommentar i Berlingske den 22. juni 2022 af Sofia Osmani
Mette Frederiksen ønsker sig (pludselig) en regering over midten, og en opinionsmåling viser, at mange danskere deler ønsket. Jeg kan godt forstå, at tanken virker besnærende – samarbejde, fremfor politiske markeringer og drillerier.
Som kommunalpolitikker og borgmester er jeg tilmed vant til brede konstitueringer over midten. Jeg har en viceborgmester fra SF, udvalgsformænd fra både S, R, V og SF, og jeg sidder i borgmesterstolen på stemmer fra hele paletten fra EL til NB. Det må siges at være en bred model, og den kører ganske godt.
Alligevel drømmer jeg ikke om en regering over midten. For den model, der virker i lokaldemokratiet, kan hurtigt vise sig fejlcastet i en national kontekst.
I kommunerne vedtager vi ikke love, sådan som Folketinget gør. Vi administrerer derimod inden for de regler og rammer, der vedtages på Christiansborg. Det er der ikke meget ideologi over, der er derimod praktiske løsninger på praktiske problemer. Og selvom formandsposterne er fordelt på flere partier, så koordineres der som udgangspunkt ikke en fælles holdning fra flertallet i alle sager, inden der meldes ud. Ved store uenigheder har vi heller ikke en valgknap, der kan aktiveres. Vi skal altid kunne arbejde sammen i fire år ad gangen, og vi har trods brede konstitueringer hverken et fælles regeringsgrundlag eller et koordinationsudvalg, der svinger taktstokken.
Det kommunale setup afviger dermed markant fra det landspolitiske.
Hvor en bred konstituering over midten giver mening i det lokalpolitiske arbejde, er meningen straks vanskeligere at se landspolitisk. For i en regering skal man fremsætte lovforslag og dermed have et fælles projekt – en linje alle partier i regeringen kan se sig selv i og ønsker at arbejde for.
Jeg har svært ved at se et sådant fælles nationalt, politisk projekt over midten. Medmindre statsministeren da pludselig indser, at hendes endeløse checks og indskrænkninger af borgernes frie valg bør erstattes af skattelettelser og mere frihed. Indtil da har jeg ganske enkelt svært ved at se muligheden for fælles fodslag. Og så giver en fælles regering heller ikke megen mening, udover at det kan være en bekvem måde at begrænse den offentlige debat på.
Som borgere vil vi blive præsenteret for ‘henover midten-regeringens’ fælles holdning – ikke alle de mellemregninger og synspunkter, der har formet det endelige kompromis. Debatten over midten vil rykke ind bag lukkede døre internt i regeringen. Men demokratiet bliver fattigt uden en stærk offentlig debat. Og debatten skal ikke begrænses til en debat mellem de yderligste fløje over for en stor fælles midterregering.
Heldigvis er en fælles regering slet ikke en forudsætning for konsensus og brede forlig. Samarbejde over midten sker allerede i stor stil i dag. Og ønsker statsministeren mere bredt samarbejde, så er det vel bare at invitere til det – gennem handlinger, ikke ord. Men det forudsætter naturligvis et reelt ønske om at gå på kompromis, også med egne holdninger og ambitioner.