Det er selvsagt ikke tilfredsstillende
Fredning af rådhuset lænser kommunekassen: »Det er selvsagt ikke tilfredsstillende«
Sofia Osmani skriver i Berlingske lørdag den 6. juli 2024
Siden 1941 har Lyngby Rådhus ligget som et af byens mest markante bygningsværker. Fremtiden for den over 80 år gamle dame, med de grå marmorfacader og det før irgrønne kobbertag, har i alle mine 22 år i kommunalbestyrelsen været til debat.
For allerede da jeg som nyvalgt for første gang satte mine ben i rådhusfoyeren, var bygningen træt i koderne. Selv marmoret på facaden var flere steder så tæt på nedstyrtning, at det var boltet fast.
Som en billig omgang Botox på den ellers så strømlinede bygning.
Dengang – som nu – var appetitten på en renovering begrænset. For som politiker ved man, at man får point for at renovere skoler, dagtilbud og plejehjem, men ikke for at renovere administrative arbejdspladser.
Derfor gik tiden. Uden en renovering. Lige indtil det ikke gik længere. For med en fredning af Rådhuset i 2014 var de billige lappeløsninger ikke længere en mulighed, og facaden var helt bogstaveligt ved at falde ned om ørerne på os.
For tre år siden flyttede medarbejderne derfor ud af rådhuset – og en omfattende renovering gik i gang. En renovering, der i kraft af fredningen har stillet store krav og gjort arbejdet dyrt. Meget dyrt.
Men selvom fredningen er besluttet af staten, og den ekstra udgift dermed følger af krav pålagt os af andre, så er der ikke økonomisk hjælp af hente for en kommune. Udgiften påhviler kommunekassen. Vores anlægsramme løftes end ikke fra statens side. Den dyre renovering af rådhuset trækker dermed anlægskroner væk fra andre bygninger i kommunen.
Det er selvsagt ikke tilfredsstillende. For skoler, dagtilbud og idrætsanlæg ophører ikke med at have et renoveringsbehov, blot fordi et fredet rådhus er i kritisk stand. Jeg kan derfor godt forstå de borgere, der ser på det snart færdigt renoverede rådhus og spørger, om ikke det kunne være gjort billigere?
Skal der virkelig være messingbeslag på dørene? Skal taget være i kobber? Og hvorfor har det været nødvendigt at fastholde dyre marmorfacader, når billigere valg også kunne have holdt medarbejderne tørre på en regnvejrsdag og varme i vinterkulden?
Med en bygningsfredning er mulighederne for at træffe valg imidlertid beskedne – selv farven på de solgule markiser er dikteret af Slots- og Kulturarvsstyrelsen.
Det kan man undre sig over, men der er også meget positivt at sige om fredninger. Dels er en renovering ofte langt mere bæredygtig end at rive ned og bygge nyt. Dels sikrer vi gennem bevarelsen en vigtig del af vores fælles kulturarv.
Selvom det ikke har været en nem beslutning, så varmer det derfor også at se, at vores mere end 80-årige rådhus har fået både sine indre kurver og sin udvendige ungdomsglød igen. Det klæder hende.
Det havde bare også klædt staten, hvis der med fredningen fulgte tilskud og regler, der betød, at den meromkostning en fredning medfører, ikke skulle gå fra det almindelige – og hårdt pressede – anlægsbudget.
På tværs af kommuner kæmper vi i forvejen for at lave de nødvendige udbygninger og renoveringer indenfor en alt for snæver anlægsramme. Ofte vil de historiske bygninger tabe den kamp, og så taber vi alle en del af vores historie.