Målet må være at gribe børnene
Målet må være at gribe børnene, inden de når dertil, hvor de har brug for et højt specialiseret skolefraværstilbud
Sofia Osmani skriver i Berlingske fredag d. 23. august 2024
Før sommerferien mødte jeg min gamle dansklærer. Hende der lærte mig at læse, skrive og sætte kommaer. For mig var det et hyggeligt gensyn, for jeg ser tilbage på skolen som en god oplevelse.
Sådan er det desværre ikke for alle. Næsten hvert sjette barn i 7. klasse vurderer, at deres generelle trivsel er lav. For nogen så lav, at de får helt eller delvist ufrivilligt skolefravær.
På få år er manglende trivsel og deraf følgende ufrivilligt skolefravær blevet en af de største udforinger, vi står med. Alligevel kan ingen svare på det helt oplagte spørgsmål: »Hvorfor?«
Og det mindst lige så presserende spørgsmål »Hvordan fikser vi det?«.
Der er end ikke nogen, der ved præcis, hvor mange børn det drejer sig om – eller hvor mange forældre, der er nødsaget til at opgive at gå på arbejde for at passe deres børn, når skolegang ikke er en mulighed. Det registreres nemlig ikke!
Vi ved bare, at antallet af børn i mistrivsel – og forældre på tabt arbejdsfortjeneste – stiger. Det er dyrt for samfundet. Men først og fremmest dyrt for de berørte børn og deres familier – dem der betaler de menneskelige omkostninger.
Dyrt og tidskrævende
Da jeg for nylig, på Lyngby Hovedgade, blev stoppet af en mor til et barn med ufrivilligt skolefravær, nåede jeg derfor også at tænke »åhh nej, endnu en borger, der er svær at hjælpe.«
Hendes ærinde var imidlertid ikke at gøre opmærksom på de mange udfordringer. I stedet fortalte hun om den helt fantastiske hjælp, familien havde fået i kommunens nye skolevægringstilbud. Et tilbud, der betyder, at sønnen nu er på vej tilbage til skolelivet.
At vi er lykkedes med at finde en model, der kan bryde det negative mønster, er jeg naturligvis stolt af og glad for. Den positive historie står nemlig ikke alene. Jeg ved bare også, at tilbuddet kun eksisterer, fordi vi har børn i alvorlig mistrivsel. Jeg ved også, at det er dyrt – og at vi hverken har rammer eller undervisere nok til at hjælpe i det tempo, vi ønsker.
Målet må da også være at gribe børnene, inden de når dertil, hvor de har brug for et højt specialiseret skolefraværstilbud. At skabe en skole og et samfund, der ikke presser elever ud af fællesskabet. Med erfaringerne fra skolefraværstilbuddet er det netop, hvad vi arbejder på.
Men det er svært at prioritere ressourcer til forebyggelse, når vi samtidig skal hjælpe dem, for hvem hverdagen allerede er ramlet. Og det er svært for den enkelte kommune at identificere og ændre de strukturelle udfordringer i og uden for skolen, der har betydet, at ufrivilligt skolefravær er opstået.
Vi kan med de rette indsatser hjælpe den enkelte tilbage i uddannelse. Men vi har brug for svar på, hvordan vi helt undgår, at ufrivilligt skolefravær opstår – og ikke mindst økonomi og rammer til at handle herpå.
Når regeringen lidt senere på året laver finanslov for 2025, er mit håb derfor også, at netop dette område opprioriteres markant. Formålet må være, at alle har gode minder, når de engang i fremtiden møder deres gamle dansklærer.