Et markant løft, der er svært at få øje på

Regeringen kalder det »et markant løft« – men herude i kommunerne er det svært at få øje på

Sofia Osmani skriver i Berlingske tirsdag d. 11. juni 2024

Her til morgen mødte jeg en glad mand. Det er der sådan set ikke noget usædvanligt i.

Når jeg alligevel nævner det, skyldes det årsagen til hans glæde – og det noget mindre glædelige svar, som jeg måtte sende retur.

Glæden – og svaret – handlede om den netop indgåede aftale med regeringen om kommunernes økonomi for næste år. For borgeren havde bemærket, at aftalen blev omtalt som et »markant løft af velfærden«. Han glædede sig derfor til, at de 3,4 milliarder kroner fra årsskiftet ville komme ud og give bedre dagtilbud, skoler og ældrepleje – og ville i den anledning høre, hvad aftalen betød for vores kommune, og hvad jeg tænkte, pengene skulle bruges til.

Jeg forstår godt optimismen, for når man bruger en vending som et »markant løft«, og fra regeringens side fremhæver, at der nu kan investeres i børn, skole og ældre, så skruer det naturligvis forventningerne op.

Ser vi på tallene, så er »markant« imidlertid ikke helt så entydigt, som ordet ellers traditionelt indikerer.

Løftet på 3,4 milliarder kroner lyder ganske vist af meget, men de 250 millioner kroner er betalt af kommunernes egne penge, og af de resterende 3,2 milliarder kroner er den ene milliard de penge, der skal til, fordi vi bliver flere børn og ældre. Den såkaldte demografiregulering.

Dem er der dermed ikke noget »løft« over.

Tilbage står 2,2 milliarder kroner, der både skal dække ældreformen og det lovede markante løft af velfærden.

Nu er 2,2 milliarder kroner naturligvis stadig mange penge, men de skal jo deles imellem de 98 kommuner.

I Lyngby-Taarbæk modtager vi cirka 22 millioner kroner af det reelle løft. Et tal der end ikke dækker udgiftsstigning på det specialiserede område på cirka 25 millioner kroner fra 2022 til 2023. Penge vi har måttet finde gennem besparelser på andre områder – og en virkelighed der ikke er unik for Lyngby-Taarbæk, men derimod kan genfindes bredt i landets kommuner.

Det »markante løft« kan dermed ikke bringe kommunerne tilbage på det serviceniveau, vi havde råd til at levere for bare få år siden. Det er end ikke sikkert, at vi med aftalen kan holde indebærende års niveau, når kalenderen skifter til 2025.

Og med den forklaring fik jeg måske nok ødelagt den ellers rare og glade mands humør. Det var naturligvis ikke min intention, men jeg tror nu engang på, at en realistisk forventningsafstemning er bedre end en oversolgt aftale.

Sat lidt på spidsen og kogt ned i skala, så er det lidt, som om vi har ti huller i vejen, som vi ikke har råd til at lappe. Hvert år opstår et nyt hul – eller to. Nu får vi så penge til at lappe et enkelt hul om året.

Det kan man naturligvis godt kalde et »markant« løft – for et enkelt hul, der kan lappes, er jo bedre end ingen huller, som kan lappes. Set i det lys er aftalen da heller ikke dårlig. Den er måske bare ikke helt så fantastik, som nogen gerne vil gøre den til.

Og sådan vil virkeligheden være i mange kommuner. Aftalen vil næppe opleves som et »markant løft« af velfærden – men den vil måske nok betyde, at 2025 byder på lidt færre besparelser end de foregående år. Og det er jo også værd at glæde sig over.