Tænk at de har tid til den slags
Sofia Osmani skriver i Berlingske fredag d. 17. maj 2024
I Lyngby-Taarbæk har vi i mange år leveret gode resultater over landsgennemsnittet på beskæftigelsesområdet. Vores ledighed har været blandt landets laveste, og vi er mere end én gang blevet inviteret på besøg i centraladministrationen for at dele vores gode resultatet. Det er vi naturligvis stolte af.
Også for 2023 ligger Lyngby-Taarbæk pænt. Dog viser det sig, at vores ledighed er 0,13 procentpoint højere end forventet. Med 1.810 fuldtidsledige svarer det til, at 50 personer, udover det forventede, har været ledige i 2023. Dertil kommer, at vi ikke har indkaldt nok langtidsledige borgere til mindst fire årlige samtaler i jobcenteret.
Vi er helt præcist syv borgere fra at være indenfor skiven!
Målopfyldelsen – eller her manglen på samme – siger intet om kommunens evne til at hjælpe de langtidsledige. Eller om kvaliteten af de afholdte samtaler. Tre gode samtaler, der rent faktisk har flyttet en borger i positiv retning, er i opgørelsen mindre værd end fire rutinesamtaler, der ikke har ændret det mindste.
På trods af ovenstående – og til trods for flere års flotte resultater – så udløser de to forseelser intet mindre end et brev til undertegnede fra selveste beskæftigelsesministeren. Et brev der både varsler et skærpet tilsyn med kommunens jobcenter fra Beskæftigelsesministeriet og et krav om en redegørelse og en handleplan.
Tænk at man i regeringen har tid, overskud – og ikke mindst medarbejdere – til så detaljeret at følge op på, om alle langtidsledige i landets kommuner har været indkaldt til et bestemt antal samtaler!
I en tid hvor afbureaukratisering og et ønske om en markant slankning af jobcentrene er på dagsorden, så synes det nærmest tragikomisk, at 0,13 procentpoint ekstra ledige og syv manglende borgere skal kaste både en redegørelse og en handleplan af sig.
Fremfor at få ledige i job, skal de kommunale medarbejdere nu bruge tid på skrivelser til ministeriet, der så igen skal læses og behandles af offentligt ansatte i staten. Sidstnævnte er der naturligvis mange af. Hele 3.472 flere end for to år siden, for at være helt præcis. Og de skal naturligvis også have noget at lave!
Jeg er selvsagt ked af, at vores resultater haltede en anelse bagud i 2023, men jeg er først og fremmest ked af, at regeringen agerer barnepige og tror, at vi i kommunerne kun retter op, hvis vi skal stå skoleret. Mon ikke vi af helt egen drift og uden unødigt bureaukrati kunne løse denne – og helt sikkert mange andre – opgaver? Ingen, udover de ledige selv, har trods alt en større interesse i gode resultater, end os i kommunerne.
Den dag, virkeligheden og de fine visioner om frisættelse begynder at ligne hinanden, satser jeg på, at vi selv afgør, om tre eller 30 samtaler giver mening i en konkret borgers sag. Og at vi fremfor at skrive til ministerierne om, hvad vi påtænker at gøre for at holde flere samtaler (målt i kvantitet fremfor kvalitet), kan bruge tiden på der vi helst vil: at hjælpe vores borgere.