Unge med særlige behov
Ønskeliste til Folketinget om unge med særlige behov, som er så oplagt, at den ikke burde gentages
Sofia Osmani skriver i Berlingske lørdag den 23. marts 2024
Man skal ikke gentage sig selv – men nogle gange er det nødvendigt.
For to år siden skrev jeg en kommentar om de uddannelsesmuligheder – eller rettere sagt mangel på samme – der møder unge med særlige behov, når de forlader folkeskolen.
Siden er der næsten intet sket. Der udbydes således kun 19 autismeklasser med statsligt tilskud på landsplan – og kun fire almene gymnasier (stx) er med på listen. Det til trods for, at særlige grundskoletilbud til netop denne målgruppe findes i stort set alle landets 98 kommuner – og intet tyder på, at behovet for særlige hensyn bliver mindre, blot fordi eleverne går ud af 9. klasse.
Lad mig komme med et eksempel. I et parcelhus i Nordsjælland bor Esther med sine forældre. Esther er 17 år, godt begavet, og som de fleste andre unge har Esther et ønske om at være sammen med sine venner og få en uddannelse. Men Esther er ikke som flertallet af landets 17-årige – hun har diagnosen Aspergers syndrom. For Esther betyder det blandt andet, at hendes »batteri« hurtigere bliver afladt, og at det er længere tid om at lade op. Hendes sansesystem er ganske enkelt på konstant overarbejde. Derfor er det ikke bare svært, men umuligt at have en hverdag, der ligner andre jævnaldrendes.
Sådan er det for mange med en diagnose inden for autismespektret.
Derfor har Esther brug for et andet undervisningsmiljø, end det en gennemsnitlig ungdomsuddannelse kan levere. Men Esther bor langt fra et af de 19 gymnasier, der udbyder en særlig statsligt finansieret autismelinje.
Og når ens batterier hurtigt bliver afladt af støj, mennesker og sanseindtryk, så tager turen med tog og bus så meget energi, at skolen – for slet ikke at tale om venner og fritidsaktiviteter – bliver helt uoverskuelig.
Jeg har svært ved at forstå, at vi som samfund synes, det er smart, at unge med særlige udfordringer har så få muligheder for at tage en ungdomsuddannelse. Og at muligheden for støtte undervejs er så ringe.
De såkaldte socialpædagogiske støttetimer (SPS), der kan tildeles i gymnasiet, bliver ofte en øget belastning, da vejledningstimerne ikke må erstatte, men derimod skal lægges oveni det normale gymnasieforløb. Og den hjælp, der rent faktisk ville gavne, som mindre hold, færre timer eller kortere transporttid, er slet ikke på programmet.
Dropper den unge sin ungdomsuddannelse, er det kommunernes opgave at samle op og hjælpe videre. Men de tilbud, vi har i værktøjskassen, er sjældent lige så attraktive som studenterhuen. Hverken for de unge eller for samfundet.
Her er derfor en ønskeliste til Folketinget:
Giv flere gymnasier mulighed for at oprette støttede klasser for unge med særlige behov. Gør SPS-støtten fleksibel, så den i højere grad kan hjælpe eleven i undervisningen. Indfør om nødvendigt kørselsordninger for unge med et psykisk handicap, så afstand ikke bliver en uoverstigelig barriere. Og gør det muligt i særlige tilfælde at forlænge uddannelsestiden med mere end et år for at reducere belastningen. Hellere gennemføre en uddannelse i et langsommere tempo end slet ikke at gennemføre den.
Det er så oplagt, at det virkelig ikke burde behøve en gentagelse.