De kalder det en reform af folkeskolen – men de tager ikke fat på det væsentligste

Kortere skoledage, der er et af regeringens mål, er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. For hvis man grundlæggende synes, det er en udforing at gå i skole, bliver man næppe lykkeligere eller dygtigere af at være der i flere timer. Når man læser udspillet, er der imidlertid ikke meget, der ændres.

Sofia Osmani skriver i en kommentar i Berlingske den 24. oktober 2023

Den 11. oktober – cirka ti år efter den seneste folkeskolereform – lancerede regeringen intet mindre end 35 punkter til en ny og forbedret udgave af folkeskolen.

Behovet for en revision kan jeg kun være enig i. Det er ganske enkelt umuligt at mønstre begejstring for et eneste af de tiltag, der blev presset ned over skolerne for ti år siden. Eleverne er hverken blevet klogere eller lykkeligere. Tværtimod har antallet af børn med skoleværing antaget hidtil usete højder. Og det er da tankevækkende, at vi har skabt en skole, der i udformning og krav fører til, at et stigende antal af elever mistrives i en sådan grad, at de hverken fysisk eller psykisk er i stand til at deltage i fællesskabet og hverdagen.

Kortere skoledage, der er et af regeringens mål, er helt sikkert et skridt i den rigtige retning. For hvis man grundlæggende synes, det er en udforing at gå i skole, bliver man næppe lykkeligere eller dygtigere af at være der i flere timer.

Når man læser udspillet, er der imidlertid ikke meget, der ændres.

Den såkaldte »understøttende undervisning« ryger ud – godt for det, men den er bare allerede delvist skrottet på mange skoler. I udskolingen skal der til gengæld gøres plads til faget »uddannelse og job«, ligesom timetallet til valgfag sættes op. Men hvis skoledagen reelt skal være mærkbart kortere, også i udskolingen, så rækker en afskaffelse af den (i forvejen reducerede) understøttende undervisning ikke, når nye fag samtidig fyldes på.

Det eneste, yderligere forslag til at finde timer synes at være et bortfald af minimumstimetallet i faget historie. Og lige der knækker filmen for mig. For hvis der er et fag, vi burde styrke for at sikre vores fælles forståelse og ståsted, så er det netop historiefaget.

Det er dog ikke der, regeringen vil sætte ind. Fokus er i stedet på færre faglige mål og mere fokus på de praktiske færdigheder gennem »mesterlære«, praktik og flere valgfag. Ideer der helt sikkert er gode for nogle af de skoletrætte elever, men næppe for dem alle. Tankerne synes at være baseret på en antagelse om, at skoletræthed hænger sammen med »bogtræthed« og en omvendt proportional evne til at bruge hænderne. Men hvad med dem, der mistrives i skolen, har ti tommelfingre og aldrig bliver gode venner med en stiksav? Eller dem, hvor mistrivsel og skoleværing ikke skyldes, at de har det svært med det faglige indhold i timerne – men derimod, at de er så højt begavede, at de savner faglige udforinger?

Da man for ti år siden vedtog folkeskolereformen, var mantraet længere skoledage og øget brug af »bevægelse« for at styrke indlæring og faglige resultater. Nu er opskriften marginalt kortere skoledage, færre faglige mål, lidt ekstra fag i udskolingen og en mere »praktisk orienteret undervisning«.

Når det koges ned, så virker det egentlig ikke helt så banebrydende. Og folkeskolens måske største udfordring – at skabe trivsel, livsglæde og lyst til læring hos alle børn – fylder uendeligt lidt. Det var måske ellers netop dér, man burde starte øvelsen.