Tildel flere og mere fleksible støttetimer til unge med autisme

Sofia Osmani skriver i Berlinske 7. april 2022

For en uge siden fik håbefulde unge i 9. og 10. klasse besked om optagelse på ungdomsuddannelserne.

Brevet tikkede ind i e-Boks midt i ‘World Autism Awareness Week’.

Umiddelbart har de to ting ikke meget med hinanden at gøre. Og så alligevel.

1,67 procent af alle 0-17-årige har, ifølge tal fra Landspatientregisteret fra 2018, en autismediagnose og dermed en anderledeshed, der ikke forsvinder, men som med de rette rammer og strukturer bliver lettere at håndtere.

En del børn med autisme inkluderes i normalklasser, en del går i specialtilbud – og en del modtager slet ikke undervisningen. For dem har mødet med flertallets patent på normalitet betydet så store udfordringer, at resultatet er skolevægring. Synd og skam – for børn og unge med autisme får alt for sjældent mulighed for at udnytte deres potentiale. Mens 79 procent af de unge uden autisme var i gang med eller havde gennemført en kompetencegivende ungdomsuddannelse i 2017, var tallet for unge med autisme kun 40 procent. Et enormt tab for både den enkelte og for samfundet.

Problemstillingen fylder i alle kommuner – og der gøres en stor indsats for at finde de rette tilbud. Jeg erkender dog blankt, at det ikke altid lykkes os. Og udfordringerne bliver kun større, når grundskolen forlades, og de unge skal videre ud i livet. For hvilke tilbud findes der egentlig til unge med autisme efter 9./10. klasse?

For mange unge med autisme er store klasser, mange eksamener og de sociale spilleregler på en ungdomsuddannelse den rene gift for trivslen. Derfor er det positivt, at 13 gymnasier/HF har fået statslig støtte til særlige autismeklasser. Det er bare trist for alle de unge, der ikke lige bor i nærheden af et af de 13 udvalgte uddannelsessteder (eller et af de få andre tilbud, der er oprettet uden særlig støtte). Med næsten to procent unge i målgruppen – og langt flere, hvis også unge udredt privat, samt unge med for eksempel adhd eller andre udfordringer tælles med – rækker de få uddannelsessteder ikke langt. Størsteparten af de unge er derfor tvunget til at droppe drømmen om en ungdomsuddannelse eller prøve lykken i en almindelig klasse.

Er de heldige, kan de i det sidste tilfælde få bevilget op til fem ugentlige specialpædagogiske støttetimer. Ofte vil det være mindre hjælp end i folkeskolen – til trods for at klasserne er større, kammeraterne ukendte, og de sociale krav højere på en ungdomsuddannelse.

For mange unge med autisme bliver mødet med en ungdomsuddannelse for overvældende. Ikke på grund af de faglige krav, men på grund af de rammer og strukturer undervisningen afvikles under.

Hvad gør man så, hvis man har hovedet skruet godt, men lidt anderledes, på? En mulighed er HF- enkeltfag – hvor tingene kan tages i et tempo, som den unge bedre kan holde til. Men HF-enkeltfag forudsætter, at man har været ude af 9./10. klasse i et år eller er fyldt 18 år. Den måske mest realistiske løsning for mange er dermed udelukket. Medmindre man da først tager et år på sofaen!

Så derfor denne bøn til mine kolleger i Folketinget: Tildel flere og mere fleksible støttetimer til unge, der med lidt ekstra hjælp kan klare sig på normalområdet. Øg bevillingen, så flere ungdomsuddannelser kan oprette autismeklasser – vi kan se, at det virker. Lad unge starte HF-enkeltfag lige efter 9./10. klasse, hvis det er det tilbud, der passer dem bedst. Og hjælp os samtidig i kommunerne, så vi får bedre tilbud tidligt i skoleforløbet.