Er vi politikere onde, eller gør vi blot vores bedste?

Charlotte Shafer

Charlotte Shafer

Charlotte Shafer skriver i Det Grønne Område – 29. april 2021

Er alle lokalpolitikere “onde”? Eller gør vi bare vores bedste?

Retorikken omkring stadionsagen er spøjs lige i øjeblikket.

Jeg undres, brokker mig ikke, men undres over sætninger som; “politikerne vil ikke finde en løsning for borgerne”, “politikerne har et moralsk ansvar”, “politikere vil trumfe noget igennem” og allerbedst: “der vil komme politikerlede”… altså ret beset, så er der jo altid politikerlede, så det er ikke så overraskende med sådan en kommentar, næh det er mere, at der ret ofte er en generel holdning om at vi ikke lytter.

Dét finder jeg spøjst. Nu har jeg været med siden 2018 og netop det med at balancere mellem alles behov (og krav), er det sværeste. Alle kan jo ikke få ret, jeg har da også måtte sluge nogle kameler gennem de sidste 3 år. Nogle gange (få gange dog) er jeg gået rødglødende fra et møde men sådan er demokratiet jo.

Det sure må tages med det søde. Det et fakta og et uomtvisteligt grundlag for at være politiker, man skal være pragmatisk og man får ikke altid sin vilje (jeg er klar over, at det i et valgår ville lyde bedre hvis jeg skrev, at jeg selvfølgelig altid får min vilje, hehe). Dermed ikke sagt at man ikke skal kæmpe for sin sag, det skal man i dén grad ved hjælp af gode saglige argumenter og på den måde finder vi som oftest løsninger der er til flertallets bedste.

Så tilbage til retorikken, det er forunderligt hvor mange der påpeger at vi politikere ikke er vores ansvar bevidst, at vi ikke tager vores moralske ansvar, ja ansvarligt. Det gør vi i dén grad og mine politiske kollegaer er SÅ ansvarlige.

Vi er langtfra altid enige, men det er jo netop betingelserne ved et demokrati. Derfor undres jeg når nogle kan finde på, at skrive til os at vi vil trumfe noget igennem.

Hvorfor i alverden skulle vi det?

I lokalpolitik handler det jo om de emner, som er allertættest på borgerne, og netop vores uenigheder viser jo tydeligt, at vi netop ikke trumfer noget igennem. Vi føler nemlig alle et stort ansvar for borgerne og borgernes skattekroner.

Så tilbage til politikerleden, fair nok den vil nok altid være der. Så længe der er borgere der ikke får deres “vilje”, vil der være politikerlede. Det er bare ikke altid sort/hvidt altså lige med undtagelse af Letbanebeslutningen.

Jeg vil afslutningsvis lige påpege at jeg ikke ville bytte det for noget. Jeg er vild med at være politiker og arbejde for gode løsninger for alle. Jeg kan sagtens leve med at nogen syntes jeg har “dumme” holdninger, det er en del af det, også på hjemmefronten, der er jeg ikke altid lige min teenagers ønskedrøm af en mor og ved Gud om han syntes jeg har dumme holdninger.

Jeg sammenligner ikke borgene med teenagebørn, det var blot for at drage en parallel til privatlivet.

Det er blot virkelig kommet bag på mig, hvor mange der måske tror at vi gør noget i ond mening og eller for egen vindings skyld.

Men jeg klør på og gør mit bedste.