Bæredygtighed & Biodiversitet: Jeg har lært meget!
Richard Sandbæk skriver i Det Grønne Område – 17. marts 2021
Jeg er medlem af Teknik- og Miljøudvalget, hvor vi har besluttet en bæredygtighedsstrategi baseret på et godt oplæg fra bæredygtighedsudvalget.
Jeg har i hele dette arbejde lært, at vi som borgere selv kan gøre meget. Det hele skal ikke bare være offentlig regulering.
Et eksempel: jeg har selv fået så meget inspiration i vores bæredygtighedsstrategi, at jeg er gået i gang med min egen have for at fremme biodiversitet og flora og samtidig optimere nedsivning af de øgede regnmængder bl.a. ved at fjerne en masse fliser.
Vi er nu færdige med at lave en plan for vores have, hvor vi skal have planter, der tiltrækker insekter og dermed fugle og ikke mindst udnytte arealet til bl.a. at dyrke frugt.
Så ja, vi skal prøve at anlægge en mere “vild” have.
Jeg har så efterfølgende læst, at brændenælder i haven vil være godt for insekterne, men her indrømmer jeg, at lige netop denne plante springer jeg over.
Jeg kan anbefale at læse strategien på kommunens hjemmeside. En strategi som også giver anbefalinger til forskellige handlinger/aktiviteter.
Det næste politiske skridt er, at Teknik-og Miljøudvalget skal drøfte en handlingsplan, der jo som så meget andet altid bliver en vægtning af, hvor vi får mest “bang for the buck” Med andre ord, hvad er der råd til og hvad har den største indvirkning på miljø og biodiversitet.
Jeg ser frem til disse drøftelser og glæder mig til selv at komme i gang med mit eget lille biodiversitetsprojekt, så snart frosten har forladt jorden.