Lokalpolitik

Lyngby-Taarbæk Kommune

UDVIKLING AF VORES KOMMUNE

Vi er først og fremmest et lokalt parti. Vores ambition er, at skabe de bedste rammer om borgernes liv gennem en udvikling der sikrer de værdier vi holder af. Værdier som grønne områder, et stærkt handelsliv, lav skat, sund økonomi, de bedste skoler og et godt ældreliv.

Vi arbejder for, at udviklingen af Lyngby-Taarbæk sker med respekt for det bestående. En inviterende by, hvor borgere og virksomheder føler ansvar og tager ejerskab, og hvor gæster føler sig velkomne. En kommune i menneskelig skala med lys, luft og grønne områder – ikke en fremmedgørende skyline.

Heldigvis har vi et godt udgangspunkt. En borgerundersøgelse fra 2019 viser, at 90 pct. af borgerne er tilfredse med at bo i kommunen – og at der netop bliver sat stor pris på de grønne områder og handelslivet.

De disse år sætter vi særlig fokus på den fysiske byudvikling, på kommunens drift og på den nære service i hverdagen. Vi ønsker at udvikle dagtilbud, skoler og ældrepleje, så vi også fremover har gode tilbud, som borgerne er tilfredse med og trygge ved, og som vi alle kan være stolte af. Og vi sætter øget fokus på kulturlivet og værner om vores historie og kulturarv.

Er der noget du mener, vi skal værne særligt om, gøre anderledes eller udvikle, for at sikre en fortsat attraktiv kommune for børn, unge, voksne og ældre? Vil du gerne høre mere om nogle af vores beslutninger? Så hører vi gerne fra dig, så vi sammen kan sætte retningen for Lyngby-Taarbæk Kommunes fremtid.