Den oplevede kvalitet i dagtilbuddene betyder mere end minimumsnormeringer
Debatindlæg i Det Grønne Område – 07. januar 2021
af Martin Vendel Nielsen
Næstformand for Børne- og Ungdomsudvalget
Alle børn i alle daginstitutioner i Lyngby-Taarbæk får i 2021 glæde af de over 5 mio. kr., som kommunen modtager til minimumsnormeringer og hermed nyt personale. Helle Binzer fra Bedre Børneliv skriver i sit indlæg i DGO den 23. december, at midlerne alene forfordeles til enkelte institutioner. Det er en misforståelse!
Når vi gør en indsats for at hjælpe de mest udsatte med en mindre del af midlerne er det netop for at skabe et bedre børneliv for dem. En tidlig, forbyggende indsats skal skabe muligheder for, at den gruppe børn får langt bedre forudsætninger for at blive velfungerende og komme igennem uddannelsessystemet. Derfor er vi enige om i udvalget at fortsætte denne indsats også i 2021!
Der er blevet sagt mangt og meget i minimumsnormeringsdiskussionen. Vi konservative mener, at vi kan tale nok så meget om minimumsnormeringer, men at den reelle diskussion burde handle om den oplevede kvaliteten i daginstitutionerne og ikke et minimumstal. Et minimumstal vil aldrig i sig selv kunne sige noget om den kvalitet, som bliver leveret. Et minimumstal vil aldrig kunne sige noget om den oplevede kvalitet, hverken hos børn eller deres forældre.