Genoptræning på borgernes præmisser

Dorthe la Cour, næstformand i social- og sundhedsudvalget (K)

Social- og Sundhedsudvalget drøfter for tiden den omfattende ældreanalyse. Et af elementerne er en styrkelse af genoptræningen, og en løsningsmodel kan være en sammenlægning af de to nuværende centre på sigt. Men det er vigtigt at understrege, at der ikke er truffet politisk beslutning om det, ganske enkelt fordi Social- og Sundhedsudvalget ikke har færdigbehandlet sagen.

Konservative lægger vægt på at få nedbragt ventelisterne til genoptræning til et minimum. For at sikre, at kvaliteten holdes, vil vi også gerne have undersøgt i hvilket omfang genoptræningsanbefalinger fra sygehus, speciallæger og egen læge opfyldes i praksis. Der kan være flere grunde til ændringer i genoptræningen. Det afgørende for os er, at borgerne får en effektiv genoptræning samtidig med, at de er helt trygge i genoptræningsforløbet.

Forvaltningen lægger op til, at de kommer med en løsningsmodel, hvor træningscentrene samles ét sted. Det vil vi gerne se på, ligesom vi gerne tager drøftelsen i udvalget og med vores eksterne samarbejdsparter.

Vi lytter til fagpersonerne på området – ikke mindst medarbejderne – som har påpeget en række opmærksomhedspunkter ved en eventuel sammenlægning af træningscentrene. Særligt de fysiske forhold er vigtige for et godt resultat for borgerne.