Forældrene har det primære ansvar for druk og rygning
Magnus von Dreiager, Medlem af kommunalbestyrelsen
I kommunens nye sundhedsprofil er det kommet frem, at de unge drikker mindre, men til gengæld ryger de mere og endda på daglig basis.
Rygning er altid et varmt emne, og denne her gang er ingen undtagelse. Der kan hurtigt komme forslag om, at kommunen skal til at igangsætte flere store indsatser for at holde unge fra at starte på at ryge.
Vi kan hurtigt blive enige om, at unge ikke skal opfordres til at starte på at ryge, ligesom det er fint, at skolerne allerede i dag oplyser børnene om konsekvenserne ved rygning, alkohol og hårdere stoffer.
Yderligere er der også behov for, at vi ser på tiltag for, hvordan vi kan få de unge til at kvitte smøgerne, ligesom vi fordomsfrit skal drøfte om rygereglerne på og omkring vores skoler kan strammes yderligere for at støtte de unges valg.
Men vi må aldrig glemme, at det primære ansvar ligger hos forældrene. Det er ikke kommunens opgave at skulle opdrage folks børn, det er forældrenes opgave. Det er dem, som har valgt at få børn, og dermed er det også deres ansvar.
Først og fremmest handler det derfor om at opdrage sine egne børn. Hvis man ikke vil have, at de skal starte på at ryge, må man opdrage dem i den retning.
Du kan sagtens gå igennem hele grundskolen og gymnasiet uden at ryge, og det skal langt de fleste folk nok acceptere. Der er aldrig blevet set skævt på mig, fordi jeg har valgt ikke at ryge. Det forekommer nok i nogle kredse, men at opstille det som normen er langt fra min opfattelse, og nu har jeg trods alt brugt rigtig mange timer af mit liv de seneste år på uddannelsesinstitutioner i kommunen.