Byggeaktiviteten er ikke for stor nu

John Tefke, kommunalbestyrelsesmedlem, skriver i Det Grønne Område den 20.10.2021

Der er talt meget om byggeaktiviteten i Lyngby, som har været stor. Er den fortsat det? Nej, mener jeg.

I min første periode i Kommunalbestyrelsen, hvor jeg bl.a har været næstformand i Byplanudvalget, har vi sagt nej til rigtig mange forslag/ansøgninger. Men hov vil nogen sige, der bygges stadig.

Byggerier har ofte en lang proces med ansøgninger, udvalgsbehandlinger og nogen gange skal der nye lokalplaner til. Derfor går der nemt flere år. Hempel byggeriet blev fx godkendt i 2016, og først færdig i 2021.

Vi har sagt stop til nye byggerier i Lyngby C, i stedet nedsatte vi en gruppe, som satte retningen for hvordan centrum skal se ud i fremtiden. Borgerne er kommet med ideer og nu venter vi spændt på tre arkitekters bud på en plan, som er udarbejdet efter de guidelines, der kom ud af gruppen og borgernes forslag.

Vi har sagt nej flere gange til boliger på Hempelgrunden mest pga. udtrykket, men også volumen. Ligesom der har været forespørgsler på byggeri på Filmgrunden, Blomstervænget og Dades, Lyngby Hovedgade 4, som det også blev et nej til.

Der har også været andre følere fra investorer rundt omkring i kommunen, hvor vi fra start har sagt nej tak mest pga. volumen. Disse sager kommer ikke så langt og derfor er de ikke kendt af så mange. Det er dog rigtig vigtig for mig, at vi har sat nogen prop i byggelysten.

Lyngby må ikke ende som et museum, noget fornyelse må der nok ske. Jeg føler dog selv og hører mange erfarne Lyngby borgere, at byggelysten var blevet for voldsom og gået for stærkt.

Nu tager vi luft ind, ser på hvordan fx. trafikken fungerer, hvordan ser det ud når træer osv. vokser op og så må vi efterfølgende vurderer nye ansøgninger og kommunale behov fx. en musikskole, som vi akut mangler plads til.