Begrænset kørsel til slottet et tab for de ældre
Dorthe la Cour, medl. Social- og Sundhedsudvalget og Teknik- og Miljøudvalget, skriver i Det Grønne Område den 15. januar 2021
Begrænset kørsel til Eremitageslottet er et tab for især ældre borgere.
Naturstyrelsen har lige før jul meldt ud, at muligheden for at køre til Eremitageslottet fra 1. februar alene er forbehold borgere med blåt handicapskilt i bilen. Styrelsen vil sikre, at der er plads til parkering af handicapbiler ved slottet, og for at sikre en god og fredelig naturoplevelse.
Forståeligt, men også en skam for beboerne på plejecentre, i ældreboliger, ja, gangbesværede borgere generelt, som nu får frataget en meget tiltrængt mulighed for en fantastisk naturoplevelse.
Onsdagskøreturen til slottet har været og er for adskillige et lyspunkt under Covid-nedlukningen.
Men med krav om blåt handicapskilt bliver der for mange borgere slukket for lyspunktet. Skiltet forudsætter jo, at man har en bil, og det er langt fra alle gangbesværede, der har det.
Det er forståeligt, at presset kan blive for stort på naturområdet, men jeg synes, det er meget ærgerligt, at der ikke er plads til at en bredere gruppe af borgere kan få lov til at køre til slottet i bil – især under en Covid-nedlukning.
I næste uge er der møder i de kommunale fagudvalg. Her vil jeg foreslå, at kommunen skriver til Naturstyrelsen i håb om en mere lempelig praksis.
OPDATERING: Naturstyrelsen har set på sagen, og har justeret reglerne, så flere kan køre til Eremitageslottet efter 1. februar.
Biler med det blå handicapskilt, handicapbusser med cvr nummer, påskriften ”handicapbus” og busser fra plejehjem og institutioner som bærer institutionens navn må også gerne køre til Eremitageslottet om onsdagen. Det skal klart fremgå, at det er handicapkørsel.