Velfærdsgabet

Vi er blevet vant til, at det offentlige træder til, uanset hvad vi foretager os.

Sofia Osmani skriver i Berlingske mandag d. 29. januar 2024

Måske har du hørt om velfærdsgabet? Det opstår, når vi som borgere oplever øget velstand og forventer en tilsvarende øget offentlig velfærd. En velfærdsforventning, som der hverken er den nødvendige økonomi eller de nødvendige hoveder og hænder til at indfri.

Og gabet vokser yderligere, fordi politikerne alt for ofte taler forventningerne op – og virkeligheden ned. Som når statsministeren forud for den nye ældrelov lover øget valgfrihed i ydelserne og skaber en forventning om, at hjælpen er så omfattende, at den enkelte borger uden uhensigtsmæssige konsekvenser, kan fravælge dele af den til fordel for andre ydelser.

Men så længe der kun er budget og personale til at levere den mest nødvendige hjælp, så er valget svært at se. Skal Fru Hansen vælge kortspil fremfor hjælp til at tage sin medicin? Eller en gåtur fremfor støttestrømper og støvsugning (der i forvejen kun udføres hver anden til tredje uge)? »Valgfrihed« øger ikke i sig selv mængden af den leverede velfærd.

Løftet om bedre ældrepleje giver derfor kun mening, hvis budgetterne løftes betragteligt OG der findes kvalificeret personale til at besætte stillingerne. I modsat fald følges forventninger og virkelighed ikke ad – og velfærdsgabet vokser. Sådan er det i øvrigt hver gang et flertal i Folketinget – uden medfølgende finansiering – lover forbedringer på kommunernes vegne.

Ude i kommunerne står vi så med et stadigt større velfærdsgab. Jeg møder det hver dag. Som forleden, da jeg var på besøg i en lokal forening for helt igennem selvhjulpne voksne. En deltager spurgte, om der dog ikke var en kommunal støttemulighed, til at nedbringe deltagerbetalingen, der dækker kaffe, kage og besøg rundt om i byen.

Jeg forstår godt spørgsmålet, for vi er blevet vant til, at det offentlige træder til, uanset hvad vi foretager os. Men hvis vi skal indfri forventningen om velfærdskage og kaffe, når voksne mennesker mødes om en fælles interesse, så er der andre og vigtigere opgaver, vi ikke har råd til at løse.

Det kan de fleste nok godt forstå, men velfærdsgabet viser sig også på vanskeligere områder: hos forældrene, der forventer flere hænder og bedre fysiske rammer, når de afleverer deres børn i dagtilbud. Hos den 90-årige, der har svært ved at svinge støvsugeren, men i stedet for rengøringshjælp tilbydes træning og nye måder selv at løfte opgaven på. Hos fodboldpigen, der drømmer om nye omklædningsfaciliteter og flere kunstgræsbaner, men må nøjes med et halvtræt idrætsanlæg fra 70erne.

Vi er langt fra at have økonomien til at indfri alle forventningerne. Vi kan end ikke levere på de helt rimelige af slagsen på kernevelfærden. I stedet vokser velfærdsgabet i takt med, at vi får nye opgaver og flere borgere med komplekse problemstillinger. Som politikere skal vi i det krydspres turde udfordre velfærdsforventningerne, så de tilpasses virkelighedens rammer. I modsat fald ender vi der, hvor velfærdsgabet udvikler sig til en uoverstigelig velfærdsafgrund – og vi har brug for en regering, der tør forhindre netop det.