Udligningsreformen kan tvinge den fattige førtidspensionist fra hus og hjem

Sofia Osmani skriver i Berlinske 2021.01.01

Her på årets sidste dag vil de fleste kigge frem på 2021 med håb om bedre tider, end 2020 har budt på. Og der skal ikke meget til, for at gøre det kommende år langt bedre end det, vi siger farvel til.

Alligevel et det netop bekymringen for 2021, en borger i søndags sidste uge skrev til mig om.

Det var dog hverken corona, vacciner eller hjælpepakker, der udløste bekymringen, men derimod privatøkonomien.

For Maria er førtidspensionist i egen bolig. Dermed har hun – i teorien – en mindre friværdi. Hun kan ganske vist ikke omsætte formuen til forbrug – for så vil hun ikke længere kunne betale sine løbende udgifter og beholde sit hjem på lang sigt. Og at udskifte en ejerbolig med en lejebolig er stort set umuligt i en kommune, hvor ventetiden på en almen lejebolig hurtigt kan være over 20 år.

Men med en ejerlejlighed har Maria ikke mulighed for boligsikring eller andre tillægsydelser. Alligevel er det gået – og Maria har gennem prioriteringer i hverdagen fået det til at hænge sammen. Ganske vist stiger de faste udgifter hvert år, men også førtidspensionen reguleres. Og selvom reguleringen ikke helt dækker de øgede udgifter, så er det gået. Indtil nu.

Men 2021 ser dyster ud – for Maria bliver nu ramt af netop det problem, jeg har italesat igen og igen. Hun er nemlig »fattig« i en »rig« kommune. En »rig« kommune, der skal betale mere i udligning, fordi borgerne gennemsnitligt er velstillede og derfor skal bidrage (endnu) mere til fællesskabet. Det er samfundssind – må vi forstå. Udligningsregningen er med reformen steget så meget, at kommuneskatten også tvinges i vejret næste år. Men det bekymrer ikke regeringen – for i de rige kommuner har man råd til at betale mere. Det er ganske vist.

Men mens advokaten og ingeniøren måske nok holder skindet på næsten trods skattestigningen, så rammer den Maria hårdt.

For som hun skriver:

»Jeg syntes, at det er usympatisk, at jeg som fattig førtidspensionist skal betale en stigning i kommunalskatten på kr. 2.762,29 i 2021. Som præcist udligner min årlige stigning i førtidspension. Og jeg derved mister ca. kr. 250-300 udbetalt pr. måned, på en i forvejen beskeden indkomst.«

Jeg er enig med Maria – det er usympatisk. Og det er netop det budskab, jeg og andre igen og igen har prøvet at sætte på dagsordenen. Det er nemlig ikke bare »de bredeste skuldre«, der skal bære lidt ekstra, som følge af de udligningsudløste skattestigninger – det er i høj grad også de smalleste.

Og den eneste hjælp, jeg kan tilbyde Maria, er at foreslå hende at flytte et andet sted hen, hvor boligomkostningerne er lavere. For jeg kan ikke som borgmester differentiere kommuneskatten eller give en borger som Maria nedslag på grundskylden eller tilskud til de faste boligomkostninger.

I deres iver efter at skabe »lighed« har partierne bag udligningsreformen – S, V, DF, EL, RV og SF – gjort Marias liv mere ulige og hendes fremtid usikker. Og det til trods for, at det næppe gør Danmark mere lige, når Maria tvinges til at flytte fra Lyngby-Taarbæk til Lolland. Jeg vil snarere sige; tværtimod.