Udligningsreformen er ulogisk og urimelig

Sofia Osmani skriver i Berlingske Tidende 2020.11.05

De kommunale budgetter er på plads – og der står skattestigninger på dagsordenen i en række kommuner. Ikke mindst i Nordsjælland. I Hørsholm bliver stigningen på 0,5, i Rudersdal 0,29 oven på en stigning sidste år på 0,3, i Lyngby-Taarbæk 0,68, og i Gentofte ender regningen på 0,83 pct.

Store stigninger, der vil kunne mærkes. Og stigninger, der kan gøre enhver kommunalbestyrelse upopulær. Særligt når de mange ekstra skattekroner ikke resulterer i en tilsvarende forøgelse af den kommunale service. For stigninger kan i det store hele tilskrives en enkelt kedelig faktor, der ikke gavner egne borgere; stigende kommunal udligning.

Tilbage i januar 2019 skrev jeg her i avisen netop om et udligningssystem, der giver Folketinget rollen som de glade givere, der i bedste Robin Hood-stil tager fra de rige og giver til de fattige. På overfladen sympatisk – hvis ikke det var fordi, Folketinget samtidig har rollen som prins John, der

omkostningsfrit sender sheriffen af Nottingham ud for at fiske penge op af selv de fattigste borgeres lommer. Udligningsreformen har desværre ikke ændret denne grundliggende mekanisme – og endnu engang tvinges vi i kommunerne til at iklæde os skurkerollen som den urimelige skatteopkræver, når regeringens udligningsregning skal betales.

Og for at gøre ondt værre får vi lov at betale samme regning flere gange. I Lyngby-Taarbæk taber vi ifølge regeringens tal 36,8 mio. kr. på udligning og bortfald af overgangsordninger. Men selvom vores regning »kun« stiger med 36,8 mio. kr., skal skatten hæves med hele 74,7 mio. kr. for at betale regningen.

Virker det ulogisk og urimeligt? Bestemt.

Årsagen er, at kommunerne ved en skattestigning (udløst af en statsdikteret udligning) pålægges både en strafafgift og for nogen en ekstra særlig udligningsregning.

Og Lyngby-Taarbæk rammes ekstra hårdt. For mens kommuner som Gentofte, Vallensbæk, Hørsholm, Rudersdal, Fanø, Greve og Hillerød har fået delvis statslig syndsforladelse i form af fritagelse for strafafgift for 88-97 pct. af deres samlede opgjorte tab på reformen, så gælder samme gestus af uforklarlige årsager kun for sølle otte pct. af Lyngby-Taarbæks tab. Med samme sanktionsfrihed som de øvrige kommuner kunne skattestigningen i Lyngby-Taarbæk reduceres med hele 40 pct.

Jeg under fuldt ud borgerne i de nævnte kommuner deres sanktionsfrihed – men jeg undrer mig over, at regeringen og forligspartierne bag udligningsreformen mener, at borgerne i Lyngby-Taarbæk ikke skal nyde samme gunst. Med landets fjerdestørste regning til udligningen målt pr. indbygger skal vi nu til at opkræve en kommunal indkomstskat, der overstiger skatten i enkelte af de kommuner, vi betaler udligning til.

Resultatet er, at social- og sundhedshjælperen i Lyngby-Taarbæk fremover skal betale en højere kommuneskat end direktøren i Billund og Brøndby. Kommuner der, selvom de modtager udligning, kan opretholde en lavere kommuneskat end en nettobidragskommune som Lyngby-Taarbæk.

Jeg tillader mig at undre mig over både rimeligheden og logikken.