Regeringens »velfærdsløft« er snarere et »velfærdsplaster«

SVM-regeringen har indgået en ny aftale med kommunerne og regionerne, som sender et velfærdsløft på én milliard kroner deres vej. Men det rækker slet ikke ude i kommunerne.

Sofia Osmani skriver i en kommentar i Berlingske den 31. august 2023

Bedst som budgetforhandlingerne er skudt i gang i landets kommuner, har regeringen sendt et »velfærdsløft« på én milliard til regioner og kommuner. Det lyder godt, og jeg vil da også gerne rose regeringen for – helt undtagelsesvis – at løfte kommunernes økonomi uden at sende et hav af bindinger i hælene på hver en håndøre.

Når det er sagt, så vil jeg dog også gerne sætte tingene lidt i perspektiv. Blot for at forventningsafstemme. Det er for eksempel værd at huske, at hele regningen for regeringens velfærdsløft – til samtlige kommuner og regioner – er lavere end det beløb, udligningssystemet koster Lyngby-Taarbæk Kommune alene.

Med udligningsregningen betalt er udgangspunktet for budgetlægningen i Lyngby-Taarbæk, at der skal findes besparelser for 39 millioner kroner årligt på budgettet for 2024. Behovet for besparelser skyldes primært inflationstabet fra 2022 og kraftigt stigende udgifter på det specialiserede socialområde.

Vi ser dermed ind i store og voldsomme omprioriteringer. Alt fra børn, skole, ældre og kultur er i spil. Svære prioriteringer, der gør ondt, og som vi langt fra er alene om. I Hørsholm er sparemålet for eksempel 29 millioner kroner, i Rødovre 79 millioner kroner og i Esbjerg 150 millioner kroner – for blot at nævne nogle få eksempler.

Nu får vi så et »velfærdsløft«, og man kunne foranlediges til at tro, at det betyder aflyste spareplaner og nye udfoldelsesmuligheder i landets kommuner.

Sådan er det bare ikke. Af den milliard, der gives, tilfalder 650 millioner kroner kommunerne. I Lyngby-Taarbæk betyder det, at sparekravet reduceres fra 39 til 33,1 millioner kroner. 5,9 millioner kroner får Lyngby-Taarbæk af det såkaldte »velfærdsløft« – alene de stigende udgifter på socialområdet udgør 65 millioner kroner årligt.

Lidt har naturligvis også ret, og jeg er da glad for, at vi får lov til at beholde bare lidt flere af vores egne (udlignings-) kroner. Men ærligt talt. Velfærdsløftet mildner måske nok luften for de klippede får, men der er stadig lang vej, inden vi for alvor kan holde varmen. Måske ordet »velfærdsplaster« havde været mere retvisende? Det lyder naturligvis ikke helt så flot, men beskriver fint den virkelighed, mange kommuner står i. Den store sparekniv er taget op af skuffen, og det lille »velfærdsløft« til trods kan den ikke lægges væk igen.

Jeg glæder mig naturligvis over hver en krone, der hjælper til at gøre snittet lidt mindre dybt. Det er bare stærkt misvisende, når et lille plaster på et stort sår sælges, som var det en mirakelkur, der forvandler sparekrav til velfærdsløft.

Lad os i stedet være ærlige om fremtidens velfærd. Den bliver ikke løftet. Den kan for mange borgere end ikke holde det niveau, vi i dag kender og forventer. Hvis ikke folkeskolen, det lokale plejehjem og børnenes fodboldklub skal opleve markante serviceforringelser, så forudsætter det enten ny lovgivning, der reducerer kommunernes opgaver og forpligtigelser, eller langt mere end en symbolsk »velfærdsmilliard«.