Kandidater til kommunevalget den 16. november
23 kandidater danner holdet bag borgmester Sofia Osmani hos de Konservative til kommunalvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune
På en online generalforsamling den 21. marts i Det Konservative Folkeparti i Lyngby-Taarbæk blev der valgt 23 kvinder og mænd til den konservative kandidatliste til kommunalvalget foruden Sofia Osmani, som blev valgt som spidskandidat sidste år.
”Jeg er utrolig glad for den opbakning og den interesse, der har været for at være med på holdet,” siger Sofia Osmani. ”Der er både nye og kendte ansigter, og alle har rigtig meget at byde på. De kan jo desværre ikke alle blive valgt, da der som bekendt kun er 21 medlemmer i kommunalbestyrelsen. Men vi er glade for, at så mange har ønsket at være en del af holdet og dermed gøre en ekstra indsats for vores kommune.”
Det er et bredt sammensat hold, der står bag Sofia Osmani. Af de nuværende 10 konservative kommunalbestyrelsesmedlemmer genopstiller de 9. Kun Karsten Lomholt har valgt at stoppe sin offentlige politiske karriere.
Blandt de 23 kandidater i alle aldre fra alle dele af kommunen kan man bl.a. finde selvstændige erhvervsdrivende, funktionærer, offentligt ansatte og studerende.
”Det er et godt hold, hvor vi kan trække på erfaringer fra mange områder både offentligt og privat, og hvor vi også kan få den fornyelse, der vigtig for den videre udvikling af Lyngby-Taarbæk Kommune,” siger Christine Bernt Henriksen, som selv blev genvalgt som formand for foreningen, på generalforsamlingen. ”På denne generalforsamling blev der ikke valgt en rækkefølge af kandidaterne på listen. Det vil ske på en fysisk generalforsamling, som forventes afholdt inden sommerferien. Det er imidlertid vigtigt, at de kandidater, der nu er opstillet, kan gå i gang med deres forberedelser til valget i november.”
Formanden kunne i øvrigt berette, at selv om 2020 havde været et vanskeligt år på grund af Corona, havde det også været et positivt år med medlemsfremgang og stor aktivitet. Der er mange aktive og engagerede medlemmer, som deltager i de virtuelle møder og debatter, som aktiviteterne er blevet omlagt til. ”Desuden har vi nogle aktive unge i Konservativ Ungdom og Konservative Studerende, som glæder sig til at gøre en indsat i den kommende valgkamp. Så vi går ind i valgåret med optimismen i behold, trods de vanskelige Corona-tider,” slutter Christine Bernt Henriksen.
Den konservative kandidatliste til kommunevalget den 16. november 2021:
1 Sofia Osmani
De øvrige kandidater er oplistet i alfabetisk rækkefølge, idet den rækkefølge, de vil optræde på stemmesedlen til kommunalvalget, vil blive fastlagt på en fysisk generalforsamling, som vi forventer bliver afholdt inden sommerferien, når forsamlingsrestriktionerne tillader det.
- Anne Jeremiassen
- Casper Strunge
- Charlotte Shafer
- Christine Bernt Henriksen
- Christian Winther
- Dorthe la Cour
- Erik Frikke
- John Tefke
- Karsten Andersen
- Katrine Vendelbo
- Lars Arne Christensen
- Magnus Von Dreiager
- Marcus Stuhr Perathoner
- Maria Svane
- Martin Vendel Nielsen
- Mette Schmidt Olsen
- Michael Medom Jørgensen
- Ole Møller
- Philip Rye
- Richard Sandbæk
- Shahin Yazdi Sotoudeh
- Søren Preuss
- Tonni Hyldgaard