Hvilken rolle har kommunerne mon i regeringens vision?

Med de meget massive besparelser, der i regeringsgrundlaget er lagt op til i kommunernes administration, kan man frygte, at svaret er »absolut ingen«.

Sofia Osmani skriver i en kommentar i Berlingske den 17. januar 2023

I et regeringsgrundlag, hvor de kommunale kerneopgaver som skole og ældrepleje fylder ganske pænt, kan det undre, at kommunernes rolle fylder ganske lidt.

Under overskriften »Velfærd 2.0« er der således mange gode tanker og ambitioner for de kommunale velfærdsområder. Særligt er der fokus på frihed for den enkelte og frisættelse i opgaveløsningen på skoler, plejehjem og i dagtilbud. Alligevel er kommunerne, der i dag har ansvaret for opgaverne, knapt nævnt i de selvsamme afsnit.

Det gør mig nysgerrig på regeringens holdning til og ambitioner for det kommunale selvstyre?

Hvad betyder det for eksempel helt præcis, når der står:
» … vi [regeringen] har grundlæggende tillid til, at forældre, børn, lærere og ledere er dem, der selv skaber den bedste skole.«
Eller »Børnehaver, skoler, plejehjem mv. skal forvaltes af borgerne«.

Ikke en eneste gang har regeringen fundet anledning til at have »grundlæggende tillid« til kommunerne.

Den enkelte medarbejder og borger er naturligvis vigtig – og øget frihed og ansvar til den enkelte kan jeg kun bifalde. Men jeg vil alligevel hejse et bekymringsflag. For nogle gange har vi brug for, at en institution løfter en opgave for fællesskabet – også selvom det isoleret set ikke er i de aktuelle brugeres interesse. Præcis som vi kan have en interesse i, at der ikke skabes alt for store forskelle mellem de enkelte skoler, plejehjem eller daginstitutioner i en kommune – særlig i en situation, hvor begrænset plads betyder, at borgerne reelt sjældent har helt frit valg mellem de enkelte tilbud.

Jeg kan også være bekymret for, hvordan regeringens ambitioner vil virke på en lille institution med stor løbende udskiftning i brugergruppen. Eller på en skole i et område, hvor forældregruppen har begrænsede ressourcer eller ønsker om at engagere sig.

Mener regeringen også der, at det primære ansvar for den gode institution ligger bedst i yderste led?

Giver det ikke bedre mening, at der stadig i den enkelte kommune er nogle fælles rammer? At det lokale repræsentative demokrati har en berettiget rolle i at sikre en tværgående prioritering, ensartet kvalitet og mulighed for løbende at styre og allokere ressourcer derhen, hvor behovet er størst?

Frihedsdagsordenen er god og vigtig – men med tanke på ovenstående, ønsker jeg mig først og fremmest frihed til kommunerne i opgaveløsningen. Regeringen ser imidlertid ud til at ønske sig frihed til den enkelte institution – uden at indtænke kommunerne.

Det efterlader spørgsmålet: Hvilken rolle (om nogen) har kommunerne så i regeringens vision? Med de meget massive besparelser, der i regeringsgrundlaget er lagt op til i kommunernes administration, kan man frygte, at svaret er »absolut ingen«. »Absolut ingen« er i øvrigt også regeringsgrundlagets ambition for besparelser på statens egen centraladministrationen – og det siger nok også lidt om fremtidens rollefordeling.