Regeringens »velfærdswashing« er ødelæggende for tilliden til velfærdssystemet

Med finansloven er regeringens gode intention på ældreområdet både underfinansieret og endnu et eksempel på, at regeringen stiller borgerne en forbedring i udsigt, der lyder godt på papiret, men som ikke lige lader sig realisere.

Forventningerne presses op, men Folketinget sender en umulig opgave videre til kommunerne, skriver Sofia Osmani om ældreområdet og finansloven i Berlingske den 24. december 2023.

Hvert år bruger Lyngby-Taarbæk Kommune i omegnen af 600 millioner kroner på ældreområdet. På landsplan er kommunernes udgifter på svimlende knap 53 milliarder kroner.

De store beløb til trods oplever borgerne ikke altid den værdighed, nærvær og kontinuitet i plejen, som de forventer.

Noget af det, der ofte klages over, er den tid den enkelte ældre tildeles og antallet af kommunale medarbejdere, der hver uge kommer hos den enkelte. Medarbejdere, der ikke alle kender den ældre borger og som derfor ikke altid præcis ved, hvordan borgeren bedst hjælpes.

De ideer er gode nok, for faste teams med øget medindflydelse på planlægningen af egen arbejdsdag øger motivation og arbejdsglæde – og sikrer at den enkelte borger lidt oftere mødes af et kendt ansigt. Og ny velfærdsteknologi er en forudsætning i en tid, hvor der ikke er medarbejdere nok.

I det lys er det dejligt, at regeringen har bragt “en værdig ældrepleje” ind i finansloven. Men som så ofte før, er der langt fra ambition til realitet. 150 millioner kroner er afsat til indsatsen på finansloven i 2024. Penge, der blandt andet skal bruges til udbredelse af faste teams og ny velfærdsteknologi.

Udfordringen er bare, at beløbet er forsvindende lille. Vores andel af finanslovens nye værdighedsmillioner er cirka 1,5 millioner kroner. Det svarer til under 0,3 procent af vores budget på området – eller tre ekstra social- og sundhedshjælpere, der kan fordele arbejdstiden mellem de 490 plejehjemsbeboere i kommunen og de over 600.000 besøg, der hvert år foretages af hjemmeplejen!

Læg dertil, at velfærdsteknologi ikke altid er let at indføre – og at det ofte stiller nye krav til både borgere og personale. Præcis som det er en udfordring, at selv det mest perfekte faste team ikke kan ændre på, at ældre, der får mange besøg, også vil møde mange medarbejdere.

Selv hvis man er så heldig, at der kan findes tilstrækkeligt med uddannet personale til at dække alle de faste vagter, så vil en borger med fem daglige besøg møde op til 20 forskellige medarbejdere i løbet af 14 dage. Det skyldes, at medarbejderne naturligvis ikke arbejder alle ugens syv dage – og heller ikke 24 timer i døgnet. Set i det lys Læg ferie og sygdom til, og så bliver det svært altid at sikre et lille fast team om den enkelte ældre.

Den gode intention er dermed ikke bare underfinansieret – den er også endnu et eksempel på, at regeringen stiller borgerne en forbedring i udsigt, der lyder godt på papiret, men som ikke lige lader sig realisere.

Den slags »velfærdswashing« er ødelæggende for tilliden til velfærdssystemet. Forventningerne presses op, men Folketinget sender en umulig opgave videre til kommunerne.

Fremfor symbolske handlinger, der i bedste sendetid kan leveres som hurtige oneliners, så har vi brug for en saglig og realistisk forventningsafstemning, der går hånd i hånd med den service, vi reelt har mulighed for at levere i kommunerne. For selv de bedste intentioner fra regeringen kan ikke ændre en virkelighed, hvor der hverken er medarbejdere eller penge nok til at indfri alle løfterne.