Manglende varme hænder i ældreplejen bliver også et problem i fremtiden
Uanset hvilken finansieringsmodel der vælges, så mangler vi imidlertid bud på det mindst lige så store og helt grundlæggende problem – nemlig spørgsmålet om, hvem der skal levere hjælpen?
Sofia Osmani skriver i en kommentar i Berlingske den 28. juli 2023
Det er altid godt, når politikere tager debatten og viser mod, når der skal løses store velfærdsudfordringer. Det er bare vigtigt at huske hele billedet.
Hvert år aflægger en kommune som Lyngby-Taarbæk mere end 500.000 hjemmehjælpsbesøg. Ud fra det tal kan det samlede antal besøg på landsplan anslås til at være over 50 millioner om året.
Selvom besøgene varierer i længde og kompleksitet, så giver det ganske mange timers hjemmehjælp – og ganske mange borgere, der er afhængige af hjælpen. Til alt fra rengøring til massiv personlig pleje gennem en faglig dygtig medarbejder.
At en så stor opgave er genstand for debat, er sundt, og buddene på fremtidens ældrepleje har været mange. Senest har Christian Rabjerg Madsen (S) foreslået en opsparingsmodel for at sikre, at alle har råd til ældrepleje i fremtiden. I erkendelse af, at vi i kommunerne får stadig vanskeligere ved at løse opgaven inden for den afsatte økonomiske ramme, giver forslaget mening. Og en opsparingsmodel kan trods alt lyde mere besnærende end venstrefløjens sædvanlige ønske om at løse enhver udforing gennem højere skat. Om end den foreslåede model jo alt andet lige også er en form for skat – ganske vist forklædt som en (tvungen) opsparing.
Uanset hvilken finansieringsmodel der vælges, så mangler vi imidlertid bud på det mindst lige så store og helt grundlæggende problem – nemlig spørgsmålet om, hvem der skal levere hjælpen?
Sidste år havde Lyngby-Taarbæk i gennemsnit cirka 50 ledige stillinger i ældreplejen henover året og følgelig et vikarforbrug på mere end 60 millioner kroner samtidig med, at over halvdelen af de cirka 900 ansatte har ønsket at arbejde mindre end 32 timer om ugen. De samme tendenser gør sig gældende i mange andre kommuner.
De mange vikarer gør opgaven dyrere at løse og påvirker samtidig også ofte kvaliteten negativt. Dels fordi borgerne møder for mange forskellige medarbejdere, dels fordi for få af de medarbejdere, de møder, har den rette uddannelse og de rette kompetencer.
Den udfordring vil hverken øget skat eller en opsparingsordning ændre på. Tværtimod kan efterspørgslen på hjælp forventes at stige, og udfordringerne med at få kvalificeret hjælp vil tilsvarende øges.
Om den efterspurgte hjælp finansieres via skat, opsparing eller en helt tredje model, synes at være en debat, der burde komme efter det langt mere grundlæggende spørgsmål: Hvem skal løse opgaverne i fremtiden? Hvordan sikrer vi ansøgninger til uddannelserne? Hvordan højner vi prestigen, ambitionerne og den faglige glæde i faget, så flere dygtige medarbejdere vælger området til – og bliver der? Hvordan skaber vi rammer og incitamenter, så flere medarbejdere vælger at arbejde fuldtid?
Det er prisværdigt, at folketingspolitikere åbner for en debat om finansieringen af fremtidens ældrepleje. Men inden vi fortaber os i den debat, skal vi huske også at finde løsninger på de udfordringer, vi allerede står med her og nu. Ellers ender vi med en finansiering, men uden de varme, kompetente hænder og hoveder, der skal til for at løse opgaven.