Tanken om kommunal frihed er noget lettere i teori end i praksis

Sofia Osmani skriver i Berlinske 20. januar 2022

Sæt kommunerne fri. Så simpelt lød statsministerens budskab i årets nytårstale. For en frihedshungrende borgmester, er det sød musik. For der er meget, jeg godt kunne tænke anderledes lokalt.

Tænk, hvis vi for eksempel fik lov at indrette skoledagen uden statslige regler og dermed kunne justere skole-/fritidslivsbalancen efter lokale behov? Eller hvis vi selv kunne vælge, hvordan vi bedst hjælper ledige i job baseret på de lokale forhold på arbejdsmarkedet fremfor statslige regler om registrering og samtaler? Eller hvis vi ikke død og pine skulle bruge ressourcer på at revidere kommuneplanstrategien hvert fjerde år – også selvom den fysiske planlægning gerne skulle have en noget længere holdbarhed. Jo, der er nok at ønske sig på frihedskontoen.

Men der er naturligvis også udfordringer, inden vi når dertil.

For tanken om kommunal frihed er noget lettere i teori end i praksis.

Lad os tage et eksempel: Hvis kommunerne får frihed til at tilrettelægge ældreplejen mere fleksibelt, til at droppe dokumentationskrav og gøre op med »minuttyrani«, åbnes der også for et opgør med krav og rettigheder. Fru Jensen har ikke længere krav på en bestemt service, eller at vi dokumenterer den hjælp, hun får. Det vil give fleksibilitet, mere selvbestemmelse og måske også mere tid til omsorg lokalt. Men det vil også forudsætte en enorm tillid fra Folketinget – og en accept af, at kommunerne i fremtiden løser opgaverne langt mere forskelligt, end det er tilfældet i dag.

Selv hvis det er muligt at skabe den tillid og accept, så er det svært at forestille sig, at vi kan håndtere ældreplejen i kommunerne helt uden et vist niveau af styring, dokumentation og regler. For i sidste ende er det jo kommunalbestyrelsen, der vil stå til ansvar for den enkelte borgers oplevelse. Og med 810.000 årlige besøg i hjemmeplejen i en gennemsnitlig kommune som min, så organiserer opgaven ikke sig selv.

I nogle tilfælde vil fravær af statslige regler derfor forudsætte nye lokale regler. Sådanne regler vil jeg foretrække, for de kan tilpasses lokale behov, men de vil stadig tage tid at udforme og følge. Ideen om, at vi hurtigt kan frigøre enorme ressourcer på en frihedsdagsorden, er derfor også lidt vel optimistisk – i hvert fald på velfærdsområderne, hvor mange opgaver helt ude i yderste led vil være uforandrede, også selvom staten løsner sit greb. Den forventningsafstemning er vigtig. Ikke kun mellem stat og kommune, men så sandelig også mellem stat/kommune og borger.

For der ligger en enorm opgave og investering i at udnytte en fremtidig frihed. Og skal potentialet udløses optimalt, må frihed til opgaveløsningen følges op af en større økonomisk frihed. Retten til at bestemme, om det i den enkelte kommune giver bedst mening at bruge de sidste kroner på investeringer, på daglig drift eller på de fysiske rammer er afgørende for at optimere driften og sætte kommunerne fri. Om viljen reelt er der til at slippe grebet om kommuner, i opgaveløsning såvel som økonomi, har vi endnu til gode at se. Al erfaring viser desværre det modsatte. Jeg krydser dog fingrene og hepper på, at det lykkes denne gang.