Systemet risikerer at knække

Systemet risikerer at knække
Sofia Osmani skriver i Berlinske 18. december 2021

Om præcis to uger tiltræder de nye kommunalbestyrelser rundt om i landet. Jeg er ikke i tvivl om, at samtlige 2.436 kommunalbestyrelsesmedlemmer går ind i arbejdet med ønsket om at gøre en positiv forskel.

Men når virkeligheden rammer 1. januar kan valgløfter om bedre ældrepleje, flere voksne i dagtilbud og meget andet blive vanskelige at indfri.

At vi ikke kan levere alt, hvad vi ønsker, er der ikke noget nyt i. I mine 20 år som kommunalpolitiker har det altid været nødvendigt at prioritere – og pengene har aldrig rakt til alt. Alligevel er der meget, der tyder på, at de nye kommunalbestyrelser får en anden og vanskeligere opgave de kommende år. For udfordringen er ikke længere »bare« et spørgsmål om økonomi. Den er derimod et spørgsmål om hoveder og hænder.

I skrivende stund har ældreplejen i Lyngby-Taarbæk over 60 ubesatte stillinger. Stillinger, der er afsat budget til og som derfor umiddelbart kan besættes – hvis altså der er kvalificerede medarbejdere at få. Det er der ikke. Tværtimod mangler vi både social- og sundhedshjælpere, assistenter og sygeplejersker.

I enkelte kommuner betyder medarbejdermanglen, at der overgås til nødberedskab – og i langt flere kommuner at besøg og pleje aflyses – for selv vikarer er svære at få. Og det hjælper ikke kommunerne, at regioner med finansloven har fået en markant saltvandsindsprøjtning, tværtimod. For de medarbejdere, vi bejler til, er ofte de samme.

Får regionerne mulighed for at give medarbejderne en ekstra økonomisk gevinst, er risikoen, at medarbejdere vælger kommunerne fra til fordel for regionerne. Det løser naturligvis et problem for regionerne, men det efterlader kommunerne med en endnu større hovedpine. For tiltag, der alene fastholder og flytter medarbejdere fra en arbejdsplads til en anden, løser ikke det grundlæggende problem – den generelle mangel på hænder i samfundet.

En mangel vi i øvrigt ikke kun oplever på ældreområdet. Også pædagoger er der efterspørgsel på, og med Folketingets beslutning om minimumsnormeringer, bliver presset kun større de kommende år. Alene i Lyngby-Taarbæk står vi næste år til at skulle rekruttere cirka 25 nye pædagoger på den konto; det vil sige udover den almindelige personaleomsætning og aktuelle vakancer. For at sætte tallet lidt i perspektiv har kommunen p.t. blot fem uddannede pædagoger blandt de arbejdsmarkedsparate ledige.

Vi har i kommunalbestyrelserne ansvaret for at sikre den nødvendige pleje og omsorg for både børn og ældre, men i en situation, hvor arbejdskraften mangler, bliver det en umulig opgave. Skal vi lykkes, har vi brug for, at regeringen og Folketinget sætter gang i reelle reformer, der kan øge udbuddet af arbejdskraft i stort set alle sektorer. Om behovet kan opfyldes,ved at øge incitamentet til at arbejdere mere eller længere – eller om der også er brug for arbejdskraft udefra, skal jeg ikke gøre mig til dommer over.

Ét er dog lysende klart. Hvis ikke rekrutteringssituationen forbedres i en fart, knækker systemet. Taberne bliver både de nuværende medarbejdere, der skal løbe stadigt stærkere, og de mange borgere, der ikke får den hjælp, de har brug for.