Ingen skræmmekampagne om letbanen

Mette Schmidt Olsen M-KB og gruppeformand (K)

Den Konservative modstand mod letbanen er ikke en “skræmmekampagne” – lige så lidt, som tilhængernes oplistning af fordelene er en “charmeoffensiv.” Vi anerkender, at letbanen har fordele. Vi mener bare ikke, at de opvejer de mange ulemper.

Der er ganske givet virksomheder, der er glade for letbanens komme, men det er heller ikke dem, der skal have skinner og køreledninger udenfor deres private hoveddør.

Der er sikkert nogle, der vil skifte fra bil til letbane, men skinnerne vil fjerne kørebaneplads og gøre rejsetiden længere for dem, der er nødt til at tage bilen.

Letbanen er sikkert mere behagelig end bussen, men skal man den lange tur fra Ishøj til Lyngby, er S-toget over København stadig hurtigere.

Det er rigtigt, at uden letbanen får vi andre udfordringer med trafikken, men for det milliardbeløb, der er afsat, tror vi, der kan findes bedre løsninger.

Det er rigtigt, at opbakningen er stor, særligt i de øvrige kommuner på strækningen, det kan vi godt forstå, for det er os i Lyngby-Taarbæk, der betaler den højeste pris.

Vi anerkender, at flertallet, ligesom vi, har opgjort fordele og ulemper og truffet deres valg.

Men vi vil ikke af den grund ophøre med at formidle vores prioritering og de argumenter, der vægter tungest for os.

Tilhængerne har både Letbaneselskabet og Loop City, der på skatteborgernes regning indrykker annoncer, laver film og holder konferencer for at formidle letbanens lyksaligheder. Set i det lys finder vi det rimeligt, at vi for egen regning formidler vores politik uden, at det af tilhængerne bliver udlagt som en “skræmmekampagne”.