Den forgæves kamp mod de stigende boligskatter

Sofia Osmani, Borgmester

Debatindlæg i Berlingske lørdag den 26. oktober 2019

Siden 2014 er grundskyldspromillen lettet 1,5 promillepoint i Lyngby-Taarbæk Kommune. Det er jeg glad for og stolt af. Grundskylden er en urimelig skat, der rammer urimeligt hårdt. At finde råderum til sænkningen har kostet hårde prioriteringer og smal- kost på mange fronter. Derfor er det også frustrerende at opleve, at vi som borgere, til trods for den lavere grundskyldspromille, op- lever en stadigt stigende grundskyld i kroner og øre. Jeg kan godt forstå borgere, der fejlagtigt tror, at det er kommunernes skyld.

Årsagen er imidlertid Folketingets beslutning om stigninger i de skattepligtige grundværdier. En stigning, der betyder, at vi som borgere hvert år beskattes af et beløb, der er cirka seks procent højere end året før. På papiret er vi som borgere blevet rigere, og det koster på skattebilletten. Også selvom huset måske ikke i handel er blevet mere værd.

Man skulle så tro, at borgernes højere grundskyldsbetaling betød tilsvarende øgede indtægter for kommunekassen. Indtægter, der kan bruges til at sænke grundskyldspromillen og dermed holde borgerne skadesløse. Sådan er systemet bare ikke skruet sammen. Når de skattepligtige grundværdier stiger i en kommune som Lyngby-Taarbæk, stiger udligningen også. For hver gang, Folketinget lader de skattepligtige grundværdier stige, flyttes millionbeløb fra hovedstadsområdet til resten af landet samtidig med, at staten sparer penge på det kommunale bloktilskud.

I Lyngby-Taarbæk skal borgerne næste år betale 16,4 mio. kr. yderligere i grundskyld, selvom grundskyldspromillen er uændret. Samtidig stiger kommunens regning til udligningen med et næsten tilsvarende beløb som direkte konsekvens af de stigende skattepligtige grundværdier. Det er både uforståeligt og urimeligt. Så længe vi har en grundskyldspromille, der ligger et pænt stykke under landsgennemsnittet, vinder kommunekassen ikke, når de skattepligtige grundværdier stiger. Sænkes grundskyldspromillen yderligere, vil de stigende grundværdier ende som et tab for kommunen.

Det er blevet en stort set umulig opgave at sænke grundskyldspromillen. Det er ærgerligt, for den stigende grundskyld rammer alle: Ejere såvel som lejere og helt uafhængigt af indkomst. Læg dertil, at borgerne i hovedstadsområdet i forvejen har et lavere rådighedsbeløb end tilsvarende familier i resten af landet. Når grundskylden stiger, øges forskellen i råderummet. I disfavør for borgerne i Storkøbenhavn.

Resultatet af det nuværende system er, at både borgerne og kommunekassen taber, og at vi kommunalt ingen redskaber har til at løse problemet. At bekæmpe grundskyldsstigninger i det nuværende system er blevet en håbløs kamp, men det er stadig værd at kæmpe for at ændre systemet.

Et ønske til en ny udligningsreform er derfor at gentænke grundværdiernes indflydelse på udligningen således, at kommunerne reelt selv kan vælge, om borgerne skal beskattes fra hus og hjem. At lade kommunerne stå for at opkræve en stadigt stigende boligskat, der reelt er dikteret af Folketinget og som tilmed fordeles til alle andre end kommunens egne borgere, er ikke rimeligt. I hvert fald ikke, hvis man er borger i en af de kommuner, der (igen) skal betale regningen.