Ingen af dem ønsker en centralisering af ældreplejen

Sofia Osmani skriver i Berlingske fredag d. 13. september 2024

På blot en uge har jeg besøgt hele tre 100-års fødselarer – og en enkelt »alderspræsident«: 107-årige Aase, der er kommunens ældste borger.

De bliver stadig flere. De ældre. Og et fællestræk er ofte en stærk tilknytning til kommunen. De er generationen, der som unge flyttede ind, dengang kommunen blev udbygget i start 1950erne. Med rækkehuse, lejligheder og villakvarterer. De har arbejdet her, bidraget og fulgt udviklingen. Og de har en berettiget forventning om, at det er netop her, de skal blive, indtil de ikke er mere.

Den forventning er der ikke tidligere sat spørgsmålstegn ved.

Det har Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger imidlertid ændret lidt på.

For med det ellers helt rimelige ønske om at sikre et mere lige, sammenhængende og bæredygtigt sundhedsvæsen, peges der på løsninger med »et enhedssundhedsvæsen«, der vil flytte hele eller dele af ældreplejen, træningsområdet, sygeplejen og de patientrettede tilbud væk fra kommunerne.

Det kan naturligvis lyde besnærende, hvis det giver en mere effektiv drift og en højere kvalitet. Kommunernes nuværende ældreomsorg er da heller ikke fri for fejl og mangler. Den har dog en væsentlig kvalitet, som en centralisering af opgaven vil give køb på: Nærhed.

Går man all in på centralisering og stordrift, vil det uomtvisteligt betyde et kompetencetab i kommunerne – men nok så væsentligt, det vil øge risikoen for, at nærheden forsvinder for den enkelte borger.

Lad os lege med den tanke, at hjemmesygeplejen fremover samles i regionerne. Det vil betyde, at de sygeplejersker, der i dag møder ind sammen med social- og sundhedshjælperne, og som agerer faglig sparring, ikke længere er er en del af den kommunale ældreomsorg. Det vil næppe give bedre kvalitet i plejen.

Vi kan også forestille os, at plejehjemmene fremover samles i regionerne. Isoleret set måske ikke et stort problem – opgaverne vil jo være de samme, og den enkelte ældre er næppe optaget af, hvem der udbetaler medarbejdernes løn. Men hvad sker der i takt med at behovet for flere plejeboliger stiger?

Min bekymring vil være, at pladserne i et centraliseret system placeres der, hvor de kan opføres billigst – og at borgerne skubbes derhen, hvor der er plads.

Men jeg er ret sikker på, at Aase, og mange med hende, vil foretrække, at også deres sidste tid udspiller sig i et kendt nærmiljø. Et nærmiljø der i øvrigt er beriget af frivillige kræfter i et omfang, man ikke umiddelbart ser på regionens matrikler. Også det kan man frygte får trange kår i en centraliseret model.

Ønsker man fra statens side en øget centralisering, så sæt fokus på de borgere, der har andre udfordringer end blot alderdom. Dem der pga. helt særlige psykiske eller fysiske forhold har behov for et højt specialiseret tilbud, der ikke nemt lader sig varetage på et almindeligt plejehjem. Det kan være en hjælp og et kvalitetsløft.

Men lad ellers ældreplejen blive i kommunerne og styrk den nære sundhed her – jeg har endnu til gode at møde en 100-årig, der ønsker sin fremtid centraliseret i en enhedsstruktur.