Vedtægter

Vedtægter for Det Konservative Folkeparti i Lyngby-Taarbæk Kommune

 

§ 1

Foreningens navn er: Det Konservative Folkeparti i Lyngby-Taarbæk Kommune, i daglig tale Konservative i Lyngby-Taarbæk. Herefter benævnt vælgerforeningen. Vælgerforeningen er tilsluttet Det Konservative Folkeparti.

§ 2

Vælgerforeningen har til formål

– at være samlingssted for konservative vælgere

– igennem sit arbejde at medvirke til udformningen og formidlingen af partiets politik

– at forestå udbredelsen af konservative holdninger

– at fremme debatten om konservativ politik blandt medlemmer og vælgere

Vælgerforeningen må ikke arbejde i modstrid med Det Konservative Folkepartis idé og virke.

§ 3

Vælgerforeningen varetager det konservative arbejde i kommunen.

Vælgerforeningen skal opstille konservative kandidater til kommunalvalget i Lyngby-Taarbæk Kommune. Opstillingen skal foregå på én konservativ liste.

Vælgerforeningen skal selv eller sammen med en eller flere andre vælgerforeninger, opstille en konservativ folketingskandidat i storkredsen.

Vælgerforeningen skal indstille en eller flere lokale kandidater til regionsvalget.

§ 4

Enhver borger, der tilslutter sig partiets program og vedkender sig Det Konservative

Folkepartis idé og politik, kan optages som medlem af vælgerforeningen.

Intet medlem kan samtidig være medlem af et andet politisk parti.

Ved indmeldelsen modtager medlemmet et eksemplar af vælgerforeningens vedtægter.

Medlemskab af vælgerforeningen gælder automatisk som medlemskab af Det Konservative Folkeparti.

Det enkelte medlem behøver ikke være bosiddende i Lyngby-Taarbæk kommune.

Kun medlemmer som har folkeregister adresse i Lyngby-Taarbæk kommune har stemmeret.

Det enkelte medlem registreres i vælgerforeningen og partisekretariatet med navn, adresse og eventuel e-mail. Er der oplyst en e-mail vil indkaldelser til møder, generalforsamlinger etc. normalt ske pr. mail. Det påhviler medlemmet at give vælgerforeningen eller partisekretariatet besked om ændret adresse og/eller mail.

Såfremt et medlem flytter, skal bestyrelsen give partisekretariatet besked om medlemmets nye adresse, så medlemskabet kan overføres til den konservative vælgerforening i tilflytterkommunen. Såfremt det pågældende medlem ønsker at fortsætte sit medlemskab i fraflytterkommunen, påhviler det medlemmet selv at give partisekretariatet besked herom.

§ 5

Kontingentet fastsættes på den ordinære generalforsamling. For unge under uddannelse, medlemmer af KU og KS, og pensionister kan kontingentet nedsættes, ligesom der kan ydes rabat for ægtefæller/samlevende.

Æresmedlemmer opkræves ikke kontingent.

§ 6

Generalforsamlingen er vælgerforeningens højeste myndighed. Den indkaldes af bestyrelsen ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem med mindst 2 ugers varsel med angivelse af dagsorden.

Stemmeret har fremmødte medlemmer, der har betalt det sidst opkrævede kontingent, og hvis medlemskab har varet mindst 1 måned.

Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Afstemningsmetoden fastsættes af dirigenten. Dog kan mindst 10 tilstedeværende medlemmer forlange skriftlig afstemning.

§ 7

Ordinær generalforsamling skal afholdes hvert år, senest 10. februar.

Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning om virksomheden i det forløbne år
  3. Godkendelse af det reviderede regnskab
  4. Fastsættelse af kontingent, for indeværende år.
  5. Indkomne forslag
  6. Beretning fra den konservative kommunalbestyrelsesgruppe om gruppens politik
  7. Valg af formand
  8. Valg af næstformand
  9. Valg af bestyrelsesmedlemmer
  10. Valg af suppleanter til bestyrelsen
  11. Valg af delegerede til partiets landsråd, jf. vedtægter for Det Konservative Folkepartis organisation § 4, stk. 2, pkt. 11 og 12, samt suppleanter for disse
  12. Valg af delegerede til partiets storkredsgeneralforsamling, såfremt storkredsbestyrelsen vælger at fastholde delegeringsprincippet til storkredsgeneralforsamlingen.
  13. Valg af 2 revisorer og 1 suppleant for disse
  14. Politisk drøftelse
  15. Eventuelt

For de under punkt 10 og 11 nævnte valg gælder, at delegerede og suppleanter vælges i nummerfølge, således at suppleant nr. 1, 2, 3 o.s.v. overgår til delegeret pladser, i den udstrækning dette måtte blive aktuelt efter folketingsvalg, ligesom sidst valgte delegerede overgår til henholdsvis 1., 2. og 3. osv. suppleantpladser, såfremt dette bliver påkrævet.

Som delegerede kan vælges medlemmer af foreningen, der har betalt det sidst opkrævede kontingent, og såfremt medlemmet på tidspunktet for Landsrådets afholdelse har været medlem i mindst 1 måned.

Forslag, der ønskes bragt til afstemning under indkomne forslag, skal være formanden i hænde senest 7 ugedage før generalforsamlingens afholdelse.

§ 8

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når bestyrelsen finder det ønskeligt. Den skal indkaldes, når mindst 25 medlemmer eller mindst 25 % af vælgerforeningens medlemmer skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af forhandlingsgenstand. En sådan generalforsamling skal indkaldes til møde, der med 2 ugers varsel afholdes senest 3 uger efter, at begæringen er tilstillet formanden.

§ 9

En generalforsamling opstiller de konservative kandidater til kommunalvalg. Kandidaterne skal være medlemmer af partiet og erklære, at de støtter partiets program og tilslutter sig partiets politik.

Intet medlem af Det Konservative Folkeparti må opstille på anden liste, hvis der findes en konservativ liste.

På en generalforsamling, hvor opstilling af kandidater til kommunalvalg finder sted, har udover de i § 6 anførte, tillige de af ungdomsforeningernes (KU og KS) medlemmer, som har valgret og er opført på valglisten i vælgerforeningens område, stemmeret under vedkommende punkt på dagsordenen; dog er det en betingelse, at de har været medlemmer af ungdomsforeningen i mindst 1 måned, ligesom det sidst forfaldne kontingent til ungdomsforeningen skal være betalt.

Generalforsamlingen beslutter opstillingsformen ved det kommende kommunalvalg.

§ 10

En generalforsamling opstiller den konservative kandidat til Folketinget.

Opstillingen skal ske senest 18 måneder efter afholdelse af folketingsvalg på en generalforsamling.

Opstillingen skal først bekræftes efter afholdelse af folketingsvalg, eller når bestyrelsen beslutter dette.

Hvis kredsen bliver ledig, skal der afholdes generalforsamling med opstilling senest 18 måneder efter kredsen er blevet ledig.

Generalforsamling med opstilling af folketingskandidat som eneste punkt på dagsordenen kan indkaldes med én uges varsel ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem.

Kandidaten skal være medlem af partiet og erklære at støtte partiets program og tilslutte sig partiets politik.

På en generalforsamling, hvor opstilling af kandidat til folketingsvalg finder sted, har udover de i § 6 anførte, tillige de af ungdomsforeningernes (KU og KS) medlemmer, som har valgret og er opført på valglisten i foreningens område, stemmeret under vedkommende punkt på dagsordenen; dog er det en betingelse, at de har været medlemmer af ungdomsforeningen i mindst 1 måned, ligesom det sidst forfaldne kontingent til ungdomsforeningen skal være betalt.

§ 11

Bestyrelsen nedsætter et kampagneudvalg for den opstillede folketingskandidat.

Kampagneudvalget har til opgave at tilrettelægge og gennemføre folketingskandidatens kampagne, i samarbejde med den opstillede folketingskandidat.

Bestyrelsen udpeger en kampagneleder for den opstillede folketingskandidat efter indstilling fra den opstillede folketingskandidat.

§ 12

Bestyrelsen varetager det daglige arbejde i vælgerforeningen. Den består – foruden af formanden, næstformanden og de på generalforsamlingsvalgte mindst 4 og max 6 valgte medlemmer- af borgmesteren, såfremt Det Konservative Folkeparti har borgmesterposten, ellers af gruppeformanden samt af de lokale formænd for Konservativ Ungdom og Danmarks Konservative Studerende.

Det gælder for de to sidstnævnte, at bestyrelsen kan kræve, at der i stedet for formanden skal udpeges en lokalt bosiddende repræsentant, hvis formanden ikke bor i kommunen.

Generalforsamlingen vælger antallet af bestyrelsesmedlemmer jf. ovenstående.

Desuden vælges en 1. og en 2. suppleant.

Formanden og næstformanden vælges for ét år ad gangen. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år og suppleanter for 1 år af gangen.

Alle medlemmer af foreningen er valgbare til bestyrelsen og har stemmeret i bestyrelsen.

Bestyrelsen konstituerer sig på sit første møde efter generalforsamlingen med kasserer, sekretær, kartoteksholder og webmaster.

I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.

I tilfælde af vakance indtræder suppleanterne i rækkefølge for resten af det udtrådte medlems valgperiode.

Sekretæren udarbejder referat af bestyrelsesmøderne.

§ 13

Regnskabsåret følger kalenderåret.

De på generalforsamlingen valgte revisorer udfører kritisk revision af årsregnskabet og af regnskabsførelsen.

Bestyrelsen har ansvaret for vælgerforeningens økonomi og regnskab.

Vælgerforeningen tegnes i økonomiske og juridiske anliggender af formanden sammen med næstformanden eller kassereren.

Baseret på vælgerforeningernes medlemstal opkræves et kontingent til partiet.

Kontingentets størrelse fastsættes af hovedbestyrelsen og opkræves af partisekretariatet i forbindelse med opkrævningen af medlemskontingentet.

Storkredsforsamlingen kan fastsætte et kontingent baseret på medlemstal eller stemmetal til kommunalvalg.

§ 14

Såfremt et medlem af vælgerforeningen i afgørende spørgsmål modarbejder partiets politik og virke eller overtræder partiets vedtægter, kan medlemmet efter indstilling fra bestyrelse ekskluderes på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, hvor eksklusion skal være angivet i dagsordenen. Bestyrelsens beslutning skal ske med 2/3 flertal og indstilling til eksklusion skal være opført som selvstændigt punkt i den på forhånd udsendte dagsorden.

Eksklusion kan kun ske, hvis mindst 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer stemmer herfor. Meddelelse om bestyrelsens begrundede indstilling om eksklusionen skal skriftligt meddeles det pågældende medlem inden indkaldelsen af den pågældende generalforsamling. Endvidere skal der gives storkreds-formanden skriftlig meddelelse, for at denne kan optage forhandling med henblik på at søge tvisten bilagt. Det pågældende medlem er berettiget til at afgive møde på den generalforsamling, hvor eksklusionen er på dagsordenen, for at redegøre for sin sag, men er uden stemmeret.

Det ekskluderede medlem kan indbringe spørgsmålet om eksklusionen for storkredsbestyrelsen, der er beføjet til at stadfæste eller underkende eksklusionen. Storkredsens afgørelse er endelig, såfremt den vedtages med mindst 2/3 af de fremmødtes stemmer. I modsat fald kan afgørelsen indbringes for hovedbestyrelsen til endelig afgørelse.

§ 15

Disse vedtægter kan ændres, hvis 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer derfor på en generalforsamling. Det påhviler bestyrelsen at påse, at vedtægtsændringer ikke vedtages, såfremt de strider mod partiets vedtægter eller storkredsens vedtægter.

Enhver ændring eller tilføjelse til partiets standardvedtægter skal indsendes til godkendelse af partiets hovedbestyrelse, jf. § 27 i vedtægter for Det Konservative Folkepartis organisation.

Partiets vedtægtsudvalg afgør fortolkningsspørgsmål i forhold til vedtægterne jf. § 9, stk. 7 i vedtægter for Det Konservative Folkepartis organisation.

§ 16

Vælgerforeningen kan opløses efter vedtagelse af to med tre ugers mellemrum særligt indkaldte generalforsamlinger med 3/4 stemmeflerhed.

Ved opløsningen tilfalder foreningens ejendele Det Konservative Folkeparti i storkredsen med henblik på at lave konservativt arbejde i kommunen.

Vedtaget på foreningens generalforsamling den 30. januar 2013. Vedtægterne erstatter foreningens vedtægter af den 30. januar 2007.