Kommunal undersøgelse om Letbane-exit må opgives

Richard Sandbæk

Sofia Osmani

Kort før jul besluttede et flertal i kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk at gennemføre en undersøgelse af kommunens mulighed for at trække sig ud af letbanesamarbejdet. Formuleringen af den politiske beslutning blev imidlertid så uklar, at det efterfølgende ikke var muligt for det valgte advokatfirma at igangsætte undersøgelsen inden for den afsatte økonomiske ramme.
Forvaltningen gik derfor i dialog med advokaten for at præcisere og afgrænse opgaven. På trods af adskillige forsøg på at opnå politisk enighed, er det imidlertid ikke lykkedes at finde en opgaveformulering, der kunne dannes flertal for.

”Som borgmester handler jeg på flertallets vegne – i denne sag har flertallet truffet en beslutning, der ikke umiddelbart lader sig realisere. Dels fordi formuleringen er upræcis, dels fordi den økonomiske ramme, der var opbakning til at bruge, har været stærkt begrænset. Jeg har forelagt de politiske partier de forslag, advokatfirmaet er kommet med, og jeg har efter bedste evne søgt at mægle mellem de forskellige partier for at finde en løsning, der kan rumme alles synspunkter. Jeg har imidlertid måttet sande, at det ikke har været muligt at finde en løsning. På den baggrund har det været nødvendigt at skrinlægge undersøgelsen. Det er jeg rigtig ærgerlig over. For den konservative gruppe giver det dog ingen mening at bruge skatteborgernes penge på en undersøgelse, hvor vi ikke må stille de spørgsmål, vi ønsker svar på,” siger borgmester Sofia Osmani.

Den konservative gruppeformand Richard Sandbæk tilføjer: ”Den Konservative gruppe har strakt sig langt for at finde en fælles formulering med S og V, men vi må indse, at de to partier reelt ikke har ønsket at få afdækket kommunens mulighed for at udtræde.

Den konservative gruppe overvejer nu, hvilke muligheder der er for at få kommunens handlerum afdækket på anden vis, og gruppeformand Richard Sandbæk uddyber; ”Vi havde håbet, at vi med valgresultatet i ryggen trods alt kunne få de øvrige partier med til at gennemføre først en seriøs undersøgelse og efterfølgende eventuelt en folkeafstemning om projektet. At spørge vælgerne gennem en vejledende folkeafstemning – noget, der digitalt kan gøres både hurtigt og billigt – vil jo være det mest rimelige, men det er indtil videre ikke en model, der har kunnet skabes flertal for. Nu vil vi nøje gennemgå principaftalen, de indkomne bud og den økonomiske granskning, som transportministeren har foranlediget gennemført. På den baggrund vil vi drøfte, hvad vi videre gør, ligesom vi vil tage sagen op med vores kollegaer på Christiansborg. Vores ambition er selvfølgelig fortsat at finde en bedre løsning end den, der er på bordet.”

Om det lykkes, vil tiden vise. I kommunalbestyrelsen har tilhængerne af letbanen efter kommunalvalget lige akkurat flertal – 11 ud af 21 mandater. Selvom sagen giver lidt bølgeskvulp, er borgmester Sofia Osmani dog ikke bekymret for, at sagen bliver dominerende for samarbejdet i valgperioden. ” Jeg tror og håber, at vi kan holde uenigheden om Letbanen adskilt fra de andre vigtige sager, vi skal forholde os til, og jeg hæfter mig ved, at sagen her får en afklaring allerede i årets første kvartal. Det er fortsat mit og den konservative gruppes håb, at vi – uanset om Letbanen kommer eller ej – i de næste 4 år kan samles om at sikre de bedste løsninger for borgerne.”